Balancen på grænsen …
Fakta har indtil for nylig haft et par rigtige belgiske* trappistøl i sortimentet. Jeg var heldig at redde mig et par fra filialen i Njalsgade på Amager før de blev udsolgt. Normalt kan de kun fås i specialbutikker til mindst 25-30 kroner flasken. I Fakta skulle jeg betale … væsentlig mindre. 15 kroner, tror jeg, men det er også lige meget. Det er skønt, at Fakta kan byde på den slags oplevelser til penge, det er til at komme i nærheden af.
Eller – man skal passe på med at tage glæderne på forskud. Det øger risikoen for skuffelser, og man skal heller ikke tro, at bare fordi en øl er en trappistøl, så er den automatisk god. Munke kan sikkert også have en dårlig brygdag, hvor kuttens hætte kommer til at hænge ned i mæskekarret, eller man taber katekismen ned i det færdige bryg.
Ingen af delene lader nu til at være tilfældet med dette bryg. Bouqueten breder sig lystigt i rummet ved skænkning, og selvom der er en antydning af harskhed, og måske to af sprit, virker det nu hverken fejlgæret eller på nogen anden måde mislykket. Ellers dufter brygget af søde svesker i sherrylage, en lage der matcher brygget lysorange (omend tågede) lød fint. Når næsen kommer lidt tættere på, opfanges flere søde noter – skumfiduser og candyfloss – ja, det undgår ikke også at blie en anelse syntetisk. Skummet er højt og næsten krystallisk i sit ydre. Det knækker kun langsomt og efterlader lange klistrede tråde, hvor boblerne engang var.
Og det er et lille stykke himmel, munkene har begået. Det lyse bryg er dejligt, dejlig sødt. Fersken, søde æbler og næsten overmodne blommer blander sig overdådigt, overvældende og overdrevet på den der måde, kun belgierne kan gøre det.
Sagde jeg næsten overmodne blommer? Brygget holder jo 8 % og har en humleprofil på den bitre, næsten harske side, så sødmen kommer til at fremstå med noter af vel overmodne blommer. Sødlige, sprittede og harske på én gang.
Det lyder godt nok fælt. Men det er det ikke.
Brygget leger – ja, driller på uforskammet vis – med nyderens forestillinger om, hvad velsmag er. Det vammeltsøde og det harske balancerer lige akkurat der, hvor man ikke ved, om det er for meget eller for lidt. Balancen i selve brygget er forlængst ladt i stikken – det er en anden balance, der efterstræbes. Det er balancen på grænsen – grænsen mellem det væmmelige og det vidunderlige, som i dette tilfælde viser sig at være ganske smal.
Zundert (hvad det så end betyder – det er ikke engang faldet mig ind at google det) er nu hverken vammelt eller vidunderligt. Det er en nøje valgt mellemting mellem begge dele. Den er en drilsk quickstep af velsmag og afsmag på tungens dansegulv.
Og karakteren gives heller ikke for velsmagen – eller afsmagen, men for dansen.
Og props til Fakta for at have haft dem stående!
*Jeg er af flere læsere blevet gjort behørigt opmærksom på, at nærværnde øl ikke er en belgisk øl, men en hollandsk. Beklager fejlen (men så giver det da også bedre mening, at bryggerinavnet kun stod på hollansk og ikke også på fransk.)
