Det bliver spændende …
Så er det tid til en kommerciel debut på ølbloggen. Bryggeriet Kissmeyer står for skud. Så vidt jeg ikke har kunnet google mig frem til – (eller rettere – jeg googlede på livet løs og fandt intet) – har bryggeriet ikke sin egen hjemmeside, men kun en fanside på den allestedsnærværende fjæsbog.
Det får vel række, men meget klogere på bryggeriet bliver man ikke på besigtigelse. Brygmester Anders (hvis efternavn har lagt navn til bryggeriet) har trådt sine barnesko på Nørrebro Bryghus, fremgår det (jeg håber han behandler sine medarbejdere ordentligt, og ikke har taget for meget lære på det område af sin læremester). Konceptet er til gengæld interessant. Kissmeyer er ret beset et fantombryggeri, hvis produkter er et resultat af brygmesterens konsulentvirksomhed på forskellige bryggerier rundt om i verden.
Således er denne øl faktisk brygget i Libanon (spændende). Den er købt i Kvickly til en billig penge (tak, Christopher), og der er to mere i vent oven på køkkenskabet. I filialen på Englandsvej, Amager har der længe stået et større restlager, som jeg har svært ved at tro, er helt væk endnu, så go fetch, hvis du har lyst til at gøre et kup i øl, man ikke sådan lige ser hver dag.
I begejstring for bryggets øjensynlige specielhed skal man ikke glemme, at det trods alt er indholdet, der tæller mest. Brygget er tilsat umaltet havre, sukker og røllike, så det er så som så med renheden. Røllike er ikke desto mindre interessant, og alt i alt er der jo ingen der siger, at de ekstra ingredienser får brygget til at smage fælt.
Brygget er flot messingfarvet med en svag antydning af restgær. Skummet er svagt, men forfriskende klistret. Duften afgiver akkurat så meget dunst af fusel til at skab spænding og dynamik, at man ikke hæfter sig alt for voldsomt ved, at humlen er for svag til at imponere.
I smagen mærker man den dog en smule mere. Den kæler nænsomt for smagsløgene med en aromatisk sødme, der på den anden side også kunne hidrøre fra det tilsatte sukker. Smagen skal suges ud af brygget. Ved første berøring af mundens inderside virker det næsten smagsløst, og først når man har prøvet lidt, melder smagen sig altså efterhånden.
Og der er da noget humle. Og der er da noget sødme. Og der er da noget velsmag … men det bliver ved, at der kun er noget og ikke nok. Hvis nu samme smag røg under en lup … eller man dampede mere af vandet væk … eller mindre af alkoholen, måske – så ville den smage af mere, og måske endda af nok.
Men indtil videre må brygget, på trods af gode ideer, tankebaner og en ikke dårlig smag, betragtes som middelmådigt.
Det bliver spændende, om den næste bliver bedre.
