Tynd, og det er vist bedst sådan …
Brygget her byder på en interessant kombination. Den er – som de fleste bryg fra Mort Subite åbenbart er – en lambic, og samtidig er den en wit, den (hos mig i hvert fald) mest berygtede af øltyper. Mort Subite plejer gerne at borge for kvalitet, så dette kunne vise sig at være noget så sjældent som en nydelig wit. Det er trods alt set før, men min skepsis er alligevel intakt.
Brygget byder på en spids, småsprittet næsestyver, når kapslen letter, hvorefter det udløser en dunst af hvedemel i lokalet. Stikker man næsen ned til brygget, venter der en overraskelse.
For brygget dufter virkelig af meget. Frugten er i front med en masse banan – bananens sødme, bananens fylde … man undgår akkurat at duften bliver kvalm på grund af de ledsagende, udglattende noter af hyldeblomst. Brygget selv matcher nogenlunde bananindslaget i løden – gult og med det kridhvide og klistrede skum til at repræsentere frugtkødet.
Det er imidlertid ganske andre frugter, der møder én i smagen. Disse frugter er nu også gule, men har en ganske anden aroma. Det søde banantema er afløst af et surt citrontema.
Man slipper heldigvis for ufrivillige trækninger i ansigtet, for brygget smager ikke rigtigt igennem. Citronen vedbliver med at være antydningsvis, samtidig med at man oplever lidt af den samme – og ikke ubehagelige – glatte fylde, der også var til stede i Original Gueuze.
Kerneelementerne i wit-typen – citronsurheden og den harske gær er behageligt underspillede. Og afkølet giver citronen og det glatte lambicudtryk faktisk brygget legitimitet i sin friskhed. Godt bliver det aldrig, men det er stadig et godt stykke fra at ramme bunden.
