Willemoes Porter, Vestfyen

Så er det jo næsten en halv sejr for øllets renhed, når de i tilfælde som nærværende nøjes med kun at putte to ekstra ting i, i dette tilfælde lakrids og kulsyre. Renere bliver det nok ikke, når man har med Willemoes øl at gøre.

Det visuelle og olfaktoriske indtryk fejler nu heller ikke noget. Brygget er aldeles uigennemskinneligt – omend filtreret og ligesom lidt for flydende af en porter at være, men skummet kroner tæt og lysebrunt over natten. Duften er ganske sød med toner af ristet malt, karamel, svedsker og en syrlig note af friske æbler. Skummet klamrer sig til glasset efterhånden som det langsomt falder.

Smagsoplevelsen starter allerede i skummet, der føles dejlig afsvedet mod tungen. Bryggets flydende del udvikler sig, som det breder sig over tungen – først sødt og karamelagtigt, cremet og fyldigt, så bliver det mere maltagtigt som man forestiller sig Lektor Blommes bolsjer (uden stryknin) og ender med en massiv bitterhed som man kender det fra krydret snaps – bare uden den harske rivende fornemmelse. Fornemmelsen af den indre varme er dog også præsent, for brygget holder hidsige 9,8% og svarer til 3,2 genstande.

Det er næsten for meget at putte i en enkelt flaske, men der er jo ikke nogen, der siger, man skal tømme den i et drag. Faktisk er det en fremragende helaftensøl, som man kan nippe af over flere timer. Den bliver ikke ringere af at få stuetemperatur, og man må undres over at der er tilsat kulsyre, for den fortsætter med at smage aldeles fremragende, endskønt den er doven.

Det er omsider en rigtig vellykket øl fra Willemoes-serien uden at der er snydt alt for meget. Det er faktisk imponerende, at man kan lave en så god øl, og kun snyde så lidt i processen.