Willemoes Lager Glutenfri, Vestfyen

Mere gluten!

Der er blevet lidt længere mellem anmeldelserne. Det skyldes, at jeg fattes midler til at holde mit øllager ved lige. Nødhjælpen er dog indtruffet ved en erkendtlighed fra min arbejdsplads, så mon ikke det snart bliver lidt bedre. Den store nedtælling til øl nr. 500 på min blog nærmer sig, og nu tyder alt på, at den nok også skal blive interessant.

Men den her havde jeg da på lager (ha ha … lager (ja, det er niveauet – og de burde i hvert fald de gamle læsere vide)). En glutenfri øl, hvilket erfaringerne taget i betragtning ikke umiddelbart får de røde advarselslamper til at lyse. Det kan såmænd være fint nok selvom jeg nærer en synlig allergi over for fødevarer og nydelsesmidler, hvor noget er fjernet for at få det til at fremstå gunstigere.

Vel, det er sikkert heller ikke sjovt at være glutenallergiker, så jeg skulle måske bare lyne arret og ytre mig om ting, jeg har forstand på.

Dermed slut med ølbloggen …

…

…

…

Ahrj okay …

Heller ikke denne gang har Willemoes kunnet holde deres bryg rent. Det er tilsat majs, men med Willemoes ville det også komme mere som en overraskelse, hvis brygget overholdt de tyske renhedsforskrifter. (Det er dog set, endda med et godt resultat.)

Det holder en flot pilsnerfarve ved skænkning. Flot kobberfarvet og dermed nok en tone eller en terts mørkere end van(d)lig dansk standardpilsner. Skummet imponerer også – kridhvidt og luftigt omend både klistret og fyldigt. Som en velpisket marengsmasse. Duften er til gengæld slet ikke ovre i det pilsnerede. Malten dominerer med en kraftig karamelbouquet, garneret med søde, blomstrede nektarindslag af både rose og syren.

Den – indrømmet – forventede skuffelse indtræder med smagen. Brygget er traditionelt pilsnerpræget i sin flavour. Ingen overraskelse der. Til gengæld virker smagen anmassende hult. Som om bryggeren har kun har brygget øl i kanterne af karret og ikke i midten. Samme fornemmelse husker jeg fra Carlsbergs alkoholsvage Nordic-serie, omend i lang værre grad. Det lethumlede og velkendte pilsnerindtryk føles spinkelt og skrøbeligt. Det brækker i stykker som det fineste glas mod sten, og udløser kun vandig aroma derved.

Men også her indtræffer nødhjælpen heldigvis. Eftersmagen viser sig nemlig at være mere end godkendt. Her vender humlen triumferende tilbage, brændende og klæbende sig til mandler, gane og svælg. Man smager frisktsavet løvtræ og et velafstemt mix af val- og hasselnødder.

Så samlet set går det nok endda. Men brygget undgår ikke at mangle noget, ligesom den uendelige række af light-produkter, koffeinfri kaffe og fedtfri mayonnaiseerstatninger, og det gør mig ondt på de glutenoverfølsommes vegne. På egne vegne kan jeg kun sige, at hvis dette er resultatet af at undvære gluten, så mere af det i mine øl, tak!

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!