Det kan man vel også kalde den …
… så er spørgsmålet bare hvorfor? Fra kyst til kyst betyder noget med hele landet mellem kysterne. Der er noget forenende, inklusivt og vidtrækkende over det. – Eller … det kommer jo an på hvilke kyster der er tale om. Hvis der fx er tale om Langelands kyster, er det med det vidtrækkende ikke synderligt imponerende. Stiller man sig på tæer, kan man jo næsten se hele vejen.
Måske menes der Fyn? Og skal man i hvert fald op på en stol før det kan lade sig gøre. Måske faktisk en barstol som minimum. Men særligt vidtrækkende bliver det nu heller ikke. Vel, bryggeriet skylder om ikke en forklaring så som minimum en fodnote.
Ved skænkning tænker man uvilkårligt, at det da bare er en pilsner – den mest fantasiforladte og generiske øltype man kunne vælge, og det er heller ikke sådan særlig kyst-til-kyst-agtigt. Skummet, duften og ikke mindst Untappd afslører imidlertid, at det ikke er tilfældet. Det er en Kristallweizen, hvis lyse og filtrerede lød forleder én til at drage forhastede konklusioner. Men tårnet knejser alt for højt og alt for tæt, og falder med sneglefart, så – snydt igen.
Duften fjerner med sin letsprittede alkoholduft med stænk af marcipan og banan den sidste tvivl, men varsler samtidig ikke just godt. Marcipanduft i hvedeøl bringer mindelser om mindre heldige blondes, om hvilke man blot kan trykke på linksene for at blive klogere på, men sig ikke, at I ikke var advaret.
Men heldigvis slipper man, trods ildevarslende duft, for en udrikkelig oplevelse. Faktisk er det første aromaindslag næsten sliksødt af den tilsatte hyldeblomst (det er jo næsten lige så meget oppe i tiden som at hælde isvand over sig selv). Sødmen fortsætter i søde æbler, for så at tage et skarpt sving over i det syrlige. Marcipanspritten truer ildevarslende, men reddes på stregen og smagen får i stedet tydelig karakter af ananaskirsebær. Det stikker syrligt, men forbliver – om ikke ligefrem behageligt så i hvert fald interessant.
Overordnet kan brygget ikke løbe fra, at vandet alligevel fylder meget og at aromaen er for præget af en distraherende spritsmag. Alt i alt en disharmonisk oplevelse, der ganske vist ikke indfrier de ilde varslinger i begyndelsen, men på den anden side heller aldrig bliver rigtig god.
– Og titlen er fortsat en gåde.
Dette er vist den sidste Willemoes-øl, jeg manglede at anmelde på min blog. I hvert fald af dem, der kan findes i butikkerne lige i øjeblikket. Men hvis jeg kender Vestfyen ret, skal de nok inden længe få brygget (og blandet, forstås) nogle nye, som jeg da vil glæde mig til at prøve, og glæde mig endnu mere til at brokke mig over bagefter.
