Julen er for længst ovre, men her i huset er der stadig mange julegodter, vi ikke har fået gjort kål på – herunder et par juleøl, som vil ramme bloggen her i januar.
Først i rækken er Willemoes Jule Ale. Lige som sin undergærede bror er den tilsat flere ingredienser, der ikke hører til i øl, herunder det suspekte farvestof E150c. Desuden kan nævnes farinsukker og glucosesirup, og det er desværre ikke første gang, man finder den slags i Willemoes øl. Det er faktisk mere reglen end undtagelsen, og selvom min holdning til at tilsætte andet end vand, humle, gær og malt i øl er blevet mildnet med tiden, så synes jeg det er ærgerligt, at man ligefrem gør det til et af sine kendemærker.
Alt andet lige ser det dog ikke ud til at skade øllets duft, der er kraftigt sød på en ‘julede’ måde, inkluderende svedsker og nelliker. Farven er meget mørk (og det tror pokker med tilsat karamelfarvestof) mens skummet kun lige hiver sig op til at være gyldent. I det hele taget hiver skummet ikke særlig meget – det er hverken højt eller klæbende, så det rent visuelle udtryk ender en kende skuffende.
Smagen er fyldigt bittersød af søde frugter og træristet malt. Den kraftige duft og tilsatte farin gør dog også brygget lidt parfumeret og lettere syntetisk. Det er ikke en udelt fryd hvad mundfornemmelse angår. Faktisk mærker man de tilsatte sukkerstoffer i en decideret sukret bismag, og det er ikke bare snyd – det er faktisk lidt for meget.
På den anden side smager øllet nu heller ikke decideret dårligt. Den høje alkoholprocent og bitterhed giver en god cognac-agtig fornemmelse, som fortsætter i eftersmagen, og alt andet lige runder smagsoplevelsen ganske nydeligt af. Det er, når alt kommer til alt, alligevel en ganske velkomponeret blanding, af humle, vand, gær, malt samt udvalgte tilsætningsstoffer, Bryggeriet Vestfyen er sluppet af sted med.
