Dagens øl er den indtil videre stærkeste høstbryg, jeg har prøvet – den holder 7,2% – og det er også den stærkeste, jeg har på lager. Det er også den, hvori, der er brugt flest forskellige ingredienser, og det skal jeg nok også komme tilbage til senere i anmeldelsen.
Også denne øl blev købt i min lokale Fakta, der jo til min store fornøjelse har udviddet sortimentet af interessante øl betragteligt her på det sidste. Alle tre høstbryg, der indtil videre er anmeldt, kommer netop fra min lokale Fakta, og allerede nu er den gennemsnitlige kvalitet af Faktas øl derfor højnet betragteligt.
Den blev nydt til en savoykål-og-hakket-andebryst-mix med røde ris., så det var allerede lidt efterårsagtigt, og det var da også en kraftig bouquet, der ramte næseborene efter at det ravgyldne bryg med det letgyldne skum var hældt op. Til gengæld var det ikke de bitre og maltsøde toner, som jeg havde regnet med, der dominerede duften – endda slet ikke, og jeg måtte faktisk længe overveje hvad det egentlig var, den duftede af.
Gennem næsen trænger en kombination af let overmodne blommer med et snert af karamel, og ved siden af dette en gennemtrængende odeur, der udløste nostalgiske minder om barndommen, når familien kørte til Tyskland og købte ind af billigt slik. Jeg vil i dag helst ikke tænke på, hvad det slik indeholdt – det var før jeg blev økologisk bevidst i en grad, der får andre til at ryste på hovedet af mig – og så var det oven i købet billigt, fra Tyskland og det var i 80’erne … ‘Nuff said, jeg er stadig hel, men nærværende øls duft mindede mig især om noget syrligt-sødt slik, der hvis man bed i det, nærmest blev pulveriseret i munden, og altid var i næsten selvlysende pastelfarver. Det var en nostalgisk, og alligevel foruroligende oplevelse.
Jeg greb da også ud efter flasken, og fandt da også ingredienslisten sammenlignelig i længde med nogle af de psykiatriske lægemidler, jeg tidligere har lavet telefonundersøgelser om. Og blandt dem fandt jeg hurtigt, den formodede misdæder: Blåbærflavour! Willemoes Høstbryg er altså tilsat et aromastof, og personligt er jeg fuldkommen ligeglad med, om det er naturligt eller ej. For det første kan naturlige aromastoffer være lige så skadelige og allergifremkaldende som unaturlige. For det andet hører smagsstoffer ikke hjemme i øl – hvis man vil lege med smagen er der rigeligt med malttyper til den slags. For det tredje er nærværende aromastof simpelt hen for fremtrædende, og får brygget til at tage sig meget syntetisk og kunstigt ud. Det er aldrig godt.
I smagen mærker man også tydeligt blåbærflavouren (og hvorfor det skal skrives på engelsk er mig en gåde) igen. Det giver en nærmest eksplosionsagtig sødme idet brygget rammer tungen, og det er slet ikke ulig det pulveragtige slik fra det store land syd for grænsen. Sødmen er meget gennemtrængende – og i og for sig velgørende – men øllet kan ikke løbe fra at indeholde ting, som øl helst ikke skulle indeholde, og derfor – ret beset ved snyd – kommer til at smage godt. Derfor ender øllet heller ikke med bare at være godt, det føles også unaturligt og syntetisk – men derfor smager det nu godt alligevel. Det skader heller ikke, at brygget bliver bitrere efterhånden som det glider under ganen, og det kondenserer som en blid omend gennemtrængende bitterhed ved mandlerne. Det er dog ikke en bitterhed der som sådan komplimenterer sødmen, så det samlede smagsbillede ender med at være mere forvirrende end velkomponeret.
Jeg er temmelig delt om denne øl, men når alt kommer til alt, synes jeg, man burde bruge almindelige brygteknikker for at opnå den smag man leder efter, fremfor at putte alle mulige ting i øl – og helt bør man da holde sig fra aromastoffer. Så jeg tror ikke, jeg gider drikke Willemoes Høstbryg igen, selvom den måske smager godt. Der er alt andet lige bedre øl på markedet, og de indeholder ikke noget, man kan have sine mistanker om. Aromastoffer, sulfitter og andre grimme ting, der giver allergi og andre sygdomme skal ikke bare holdes ude af øl, men ude af alt.