Takker for 2x skænk …
Skæbnen, eller måske bare tilfældet, har villet at en af mine faste ølpushere, er begyndt at arbejde samme sted som jeg. Det drejer sig om Niels, der beredte mig den første øl fra det afrikanske kontinent, jeg har prøvet. Tillige med den anden og den tredje, nu vi er ved det.
Flere smagsprøver er diskret blevet udleveret, kan jeg allerede afsløre, men det når jeg til, når jeg når til det. Niels havde til gengæld læst min anmeldelse fra 2015 (det er rart at vide, at mine gamle indlæg stadig læses) af Vestfyens Willemoes BBQ. Den var i øvrigt den næstsidste Willemoes-øl, jeg har anmeldt før denne, og netop det bryg er næppe uden skyld i, at jeg ikke rigtig har gidet Willemoes bryg i rigtig lang tid.
Hin Grill-øl var nemlig inderligt ligegyldig og lige så kedelig som Ritt Bjerregaards taler afspillet i halvt tempo. Anledningen til, at Niels havde læst anmeldelsen var, at han havde prøvet denne øl, som jeg lige straks skrider til anmeldelse af, oprindeligt i den tro, at der var tale om det samme bryg. Og da brygget her havde været en mild fornøjelse for ham, tænkte han at den fortjente noget oprejsning – subsidiært, hvis det ikke var den samme øl, så ville han bare gerne vide, hvad jeg syntes om den.
Så med i tasken kom den. Den blev udvekslet, og senere – fordi jeg er en idiot – smadret, da den væltede ned fra et borde-bænkesæt i min gård. Niels er et menneske med et stort hjerte, så han kom med en ny til mig. Jeg var ellers klar til selv at købe en, men det ville han ikke høre tale om.
Jeg tillader mig at spoile – der er ingen tvivl om, at dette er et andet bryg. Den anden Grill-øl var en pilsner, mens dette er en ale. Allerede der, er vi i en helt anden ølkategori.
Og duften holder sig ikke tilbage – i modsætning til den anden grill-øl, vil man kunne læse (faktisk går jeg meget op i, hvor meget duften rent faktisk holder sig tilbage i det første bryg). Fusel og bitterhumle blander sig uden at emme af voldsomt meget, men bouquet’en er der da i det mindste, og den gør godt. Det kridhvide skum over det upudsede kobberbryg gør en god figur, ikke mindst hvis man aktivt former det – det er der rige muligheder for.
I smagen er der aroma af klassisk, for ikke at sige generisk, men stadigvæk godkendt humle. Bitterhed af løvtræ og kastanjer mærkes bagtil, mens et frisk-sødt-syrligt indslag af græs mærkes foran. En letbitter og frisk efterklang af grantræ afslutter oplevelsen af en øl, der helt bestemt smager af mere end Vestfyens rædsel fra 2015. At denne øl derudover stadig er mere egnet til grill – altså at kvæle den dårlige smag af slagger og sod fra de brankede bøffer og forkullede kyllinger – end til at nyde for sig selv som en egentlig kvalitetsøl, står dog ligeledes aldeles fast.
