Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Wiibroe Årgangsøl 2010, Carlsberg




1-halv-stjerne

Pyha! Jeg er omsider nået til den sidste øl i august måneds tema om spritterøl. Temaet kom altså til at strække sig lidt ind i september, og det er der mange gode grunde til. For det første kom jeg lidt sent i gang med temaet. For det andet er det begrænset, hvor meget jeg som ansvarlig forælder vil kaste mig i alkoholens bølger med samt alt hvad der deraf følger. Disse årsager er dog sekundære i forhold til den væsentligste årsag, nemlig at ingen af de testede spritterøl har været nogen fornøjelse at drikke. Derfor har der manglet noget motivation for at gøre temaet færdig til tiden. Jeg skal ikke udbrede mig mere om dette i nærværende indlæg, for jeg har tænkt mig at konkludere på temaet i en særskilt artikel. Men jeg syntes dog, at jeg ville markere temaets sidste indlæg med et par bagudrettede ord. Nu til den sidste spritterøl i temaet – og forhåbentlig den sidste i rigtig, rigtig lang tid.

Carlsberg, der i 1998 nedsvælgede det i Helsingør hjemmehørende Wiibroe-bryggeri som en anden Tuborg Lime, har ikke mere end en sludder for en sladder at berette om denne øl på deres hjemmeside. Selve konceptet med en årgangsøl stiller imidlertid spørgsmålet om, hvorvidt brygget ændrer sig fra år til år, eller om det forbliver det samme.

Dette fremgår ikke entydigt. Det kunne i princippet være spændende at prøve denne øl af år efter år for at se, hvordan den måtte ændre sig. Men hvis det er det samme sprøjt, de hælder på flaskerne, risikerer jeg jo atter at skulle smage på samme øl. Og det har ærligt talt været en så tvivlsom fornøjelse, at jeg ikke synes, det er risikoen værd. Så som udgangspunkt er det sidste gang, jeg anmelder Wiibroes Årgangsøl.

Den opmærksomme læser har nok allerede opdaget, at jeg ikke har brudt mig om brygget. Etiketten ser ellers fin ud. Ligesom Harboes Årgangsbryg er det hvert år en ny kunstner, der udsmykker emballagen. Hos Wiibroe er udsmykkeren i år Thomas Eje, der klarer finanskrisen som billedkunstner, hvilket jeg faktisk synes, han gør meget godt. Der skal måske heller ikke så meget til i dag, hvor han som entertainer blot er en svag afglans af hvordan han var i velmagtsdagene. Det er blot ærgerligt, at etiketten ikke gør noget for indholdets smag. Det kunne dette bryg godt have brugt.

Årgangsbrygget fra Wiibroe blev lanceret i 1989, hvor alkoholprocenten lå på 8,9. Denne steg år efter år med 0,1, så styrken så net fulgte årenes gang. Konceptet afslører imidlertid, hvordan alkoholprocenten åbenbart er meget vigtig i forhold til produktets kvaliteter. Således erkender Carlsberg da også uden den mindste skyldfølelse, at produktet er tilsat brygsirup (som blot er et pænere klingende navn for glukosesirup) netop for at hæve alkoholprocenten. I 2000 lagde man sig fast på 10,6, hvilket gør Årgangsøl fra Wiibroe til “Danmarks stærkeste specialøl” (såvidt hjemmesiden op. cit.)

Jeg tvivler stærkt på, at det er den stærkeste ‘specialøl’ – og så skulle man måske også liiiige minde Danmarks største bryggeri om, at tilførsel af glukosesirup ingenlunde gør en øl til en specialøl. Det gør det kun til en beskidt øl. Stærkere er den dog end Carlsbergs Master Brew, og jeg får uvægerligt mistanke om, at man fra Carlsbergs side ville give Wiibroe et lille plaster på såret for på monopolistisk vis at have opslugt Helsingør-bryggeriet to år tidligere.

Selve øllet lugter – det dufter ikke, faktisk stinker det nærmest allerede ved åbningen – af sprit. Når spritdampene har veget, indfinder sig en bouquet, som optimisten ville kalde frisk, og som jeg vil kalde tynd. Det var temmelig uventet, at en så stærk øl kunne lugte så lidt af andet end sprit.

Smagen er harskt sprittet, og kun det. Ellers er der intet at sige om smagen, for der er nærmest ingen – ikke engang en grim én af slagsen. Så kan det godt være, at den varmer dejligt, når den passerer ned gennem spiserøret, men det er tilmed helt forkert, at en øl skulle have den virkning. Eftersmagen kan man kun ane, hvis man virkelig leder med lys og lygte mellem smagsløgene bagefter. Mest af alt er det en flad fornemmelse, der i mere end én forstand er småbitter.

Den levner ikke noget tilbage at beskrive om fylde, aroma, intensitet eller andre ølrelaterede plus-ord. Det er en kedelig, ligegyldig øl a la ølfabrikkens pilsner, tilsat broderparten af Helsingør Sygehus’ – nårh nej, Carlsberg har jo overtaget, så det må være Rigshospitalets – beholdning af disinfektionsmiddel.




Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme