Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Where to go, Top Tre …

2016-03-11 20.49.50


Et billede af bloggeren i anledning af jubilæet … eller fordi jeg kan.

I skal ikke snydes for jubilæumsindlægget. Hver gang jeg runder et spændende antal anmeldelser på bloggen, skriver jeg jo gerne lidt løst og/eller fast, der selvfølgelig har noget med øl at gøre, men som ikke er en anmeldelse af en konkret øl.

Denne gang har jeg tænkt mig at causere lidt over de efterhånden mange forskellige lande, jeg har prøvet øl fra. For selvom nationer og nationaliteter ganske vist er arbitære, kollektive, mentale konstruktioner uden skyggen af fysisk evidens anden end den vi selv skaber og opdigter, så har disse kunstige opdelinger af land og folk jo alligevel skabt forskellige kulturer for forskellige ting – ikke mindst ølbrygning. Og jeg er bestemt ikke så frelst en internationalist, at jeg vil gå af vejen for at trække nogle generelle linjer ud fra de forskellige landes brygtraditioner.

Lader jeg mit blik glide ned over den efterhånden lange liste af lande, jeg har været forbi, hæfter jeg mig snart ved, at brygprøverne er ganske ulige fordelt. Ikke overraskende har langt de fleste afprøvede øl været fra Danmark – i skrivende stund drejer det sig om 577 ud af de 900 øl, forudsat at jeg har talt rigtigt selvfølgelig, og tallene er desuden påvirket af, at jeg enkelte gange har hæftet flere forskellige lande på samme øl, da der har været tale om outsourcing, franchises, samarbejdsbryg og andre mere eller mindre tvivlsomme udkommer af den allestedsnærværende globalisering.

Hvis jeg overhovedet skal kunne vurdere noget som helst ud fra det noget arbitrære, selektive og  – let’s face it – begrænsede udvalg, min blog repræsenterer, er det kun rimeligt, at jeg vælger nogle af de lande, jeg har prøvet flest øl fra. Danmark ryger ud til højre på grund af sin overrepræsenterethed – ikke at jeg er sikker på, at vi overhovedet ville være med på top 3, hvis jeg ikke udelukkede os. Men jeg eliminerer helst den oplagte bias i en i forvejen tvivlsom statistisk observation.

Jeg vil – nu vi alligevel er ude på dybt vand i arbitære valg – tage lande, hvorfra jeg har prøvet 10 eller flere øl i betragtning. Ud kommer en liste på otte lande, der må repræsentere opløbet i den lille konkurrence. Det gælder Belgien (35), England (30), Holland (11), Irland (10), Skotland (19), Tjekkiet (17), Tyskland (66) og USA (54).

De klarede ikke cuttet …

De første to, jeg ditcher, vil komme som en overraskelse for nogle, men næppe dem der kender mig og/eller læser min blog jævnligt. Tyskland og Tjekkiet kan noget med 4-5 faste typer, og stort set ikke noget som helst andet, så de ryger ud som de første. Pilsnerøl er såmænd meget rart i sommervarmen, men det bliver oftest kedeligt, når man hele tiden spiller sikkert på en type.

Irland – ja, som om det ikke var rigeligt at måtte døje åget som briternes prygelknabe, så har undertegnede heller ikke været synderligt imponeret over deres brygkunst. Guinness og de andre irske signaturbryg kan såmænd bælles til en god fest – men deri adskiller de sig hverken fra den tyske eller den tjekkiske pilsner. Deres specialøl virker som sløsede, dovne og henkastede kopier af, hvad der laves af specialøl i andre lande, så craft-beer-udvalget kan ikke hjælpe en oprindelig ølkultur, der bare ikke er helt interessant nok.

Holland ryger som de næste. Det er ellers en broget og slet ikke ueffen samling, jeg har haft fat i derfra. Men meget af det er ret beset stilimport fra et af nabolandene, og det skal jeg nok vende tilbage til.

Mere overraskende er det måske, at jeg her vælger at sparke Skotland ud. Jep – det dejligste sted i hele verden, og vitterlig med en dugfrisk og topmoderne ølkultur, der står bag flere signaturprodukter for den globale ølrevolution. Skotland vinder bare ikke, fordi der er nogen, der simpelt hen gør det bedre.

Tilbage står Belgien, USA og England. Ja, tro det eller lad være. Men det er øl, og kun øl, det handler om. Så verdensomspændende krige, konservativ isolationisme og hvad vi ellers har fra især de to sidstnævnte, skal – hvor modbydeligt den slags ellers er – ikke have lov at skygge for disse landes helt oplagte håndelag for ølbrygning i absolut verdensklasse.

3. plads – England

Landet med det berygtede dovne, lunkne og småharske øl skal have tredjepladsen. Den indkasseres ikke mindst på baggrund af landets berygtede dovne, lunkne og småharske øl, men ikke kun det. Traditionen for bitre ales, der er tunge i aromaen – særligt ESB og HSB (der i virkeligheden er det samme, men Fuller (de griske pengepugere) har som bekendt taget patent på ESB-betegnelsen) – har bidraget til rygtet om England som en nation, hvor øllet er lige så elendigt som maden. Det kræver noget tilvænning og noget aktiv smagning, men når det er på plads, åbner der sig en helt ny verden for én.

Derudover er England også landet bag andre spændende øltyper, der ikke bare nu, men også tilforn har gået deres sejrsgang verden over. Porter og stout, selvfølgelig og ej at forglemme den moderne klassiker IPA’en.

Desuden har jeg fornemmelsen af, at øludviklingen har levet sit eget liv i Storbritannien – helt uden om Fastlandseuropa. Englænderne har endnu flere typer end de her nævnte, og de ligger bare og venter på at blive opdaget.

2. plads – USA

Ingen har vist vejen for den globale ølrevolution som de mange små, og nu ind imellem ret store amerikanske mikrobryggerier. Den gamle vittighed om ligheden mellem amerikansk øl og det at kneppe i en kano (both fucking close to water) er for længst gjort mere end til skamme – i hvert fald hvis man ved lidt mere end den gennemsnitlige europæer om amerikansk ølproduktion.

Man kan – hvis man vil – kritisere amerikanerne for ikke selv at have opfundet de stiarter, de især har gjort det inden for. Pale Ale, IPA, pilsnere, stouts – man kender dem allesammen i forvejen. Til gengæld laver amerikanerne gang på gang det samme trick, som Faith No More, da de kopierede Commodores-nummeret “Easy” – de gør det bedre end originalen. Ingen har som amerikanerne forbedret IPA’en – gjort den friskere, skarpere, bitrere og mere aromatisk. En øl, der til at begynde med mest bare var meget bitter, blev lige pludselig til et mangefacetteret kunstværk. Øl gik fra at være noget, man bare gik og hældte i sig til at være noget, der så småt blev lige så fint og fancy som vin og dyre spirituoser.

Ud over godt øl skabte reaktionen mod de store altdominerende industrikonglomerater og deres smagsfri vanderstatninger også vækst og reelle jobs i en krisetid. De mange ekstra – og tit oversete – dimensioner i den amerikanske ølrevolution giver USA en oplagt plads på listen.

1. plads – Belgien

Men jeg må krybe til korset idet jeg erkender, at ja – jeg insisterer ikke så meget på at være anderledes bare for at være anderledes, at jeg ikke vil lade en traditionelt meget stærk ølnation få førstepladsen. Lidt anderledes er jeg jo alligevel, idet jeg ikke under hverken Tyskland eller Tjekkiet en plads på min top 3. Anyways – jeg må jo til det. På en eller anden måde må jeg jo få retfærdiggjort, at jeg har anbragt Belgien på toppen af listen.

Først og fremmest er der mangfoldigheden. Belgien er ikke bare en regnbue. Det er en ren eksplosion i alle mulige og umulige farver af smage, bouqueter, aromaer, ingredienser og – nåhr ja, farver i øvrigt, samt alt muligt andet, der næppe er pixels nok på alverdens computerskærme til at beskrive (ja ja, så kan man bare scrolle – fortæl det i datalogitimen, kloge Åge).

Men altså – ud over de mange forskellige fine klosterøl er der dubbel, trippel, quadrupel, blonde, wit, bruine, oud bruin, kriek, gueuze … og jeg kunne blive ved. Hvor man i det øvrige Europa må rejse hundreder – måske tusinder af kilometer for at opleve forskelle i brygtraditioner, kan man i Belgien doven slentre fra kroen i den ene ende af landsbyen ned til gæstgiveriet 300 meter væk, og få noget, der er så radikalt anderledes, at man skulle tro, man var på en anden planet.

Og uanset hvor meget man ellers måtte elske den amerikanske IPA, så er den uudtømmelige mangfoldighed, den århundredgamle belgiske brygtradition byder på, et sådant skatkammer af muligheder og uopdagede skatte, at intet kan måle sig med det. Ølrevolutionen har reelt aldrig nået Belgien, for den har aldrig været nødvendig – eller rettere, den har været permanent … formentlig siden den første belgiske munk fik den fremragende idé at bruge tiden med idel kontemplation efter Guds højere nåde og sandhed på noget mere fornuftigt.

 

Unavngivet

 

Mit øleventyr skulle helt sikkert gå til Belgien – hvis det kun skulle handle om øl. At jeg alt i alt hellere vil en tur til USA (ikke mindst fordi jeg aldrig har været der) er en helt anden historie

— … —

Af andre småting, der er blevet ændret på det sidste … hvis ikke I skulle have opdaget det, har jeg lavet en ændring i listen over Bryggerier og Brands. Det irriterede mig, at brandnavne og bryggerinavne stod hulter-ti-bulter mellem hinanden, så man på forhånd ikke kunne vide, om et navn stod for et bryggeri, eller for et brandnavn under et bryggeri. Jeg har derfor hierarkiseret det en smule i det omfang det var muligt, således at de forskellige brands, der hører til et bryggeri, nu kan findes under det bryggeri.

Som fx brandene Carls Selection og Brewmasters Collection (nu blot ‘Brewmasters’, men det er en anden historie), der nu er underordnet Carlsberg – samt Lottrup og Schiøtz, der nu er underordnet Royal Unibrew.

Jeg har også valgt at underordne opkøbte bryggerier, hvis navne nu anvendes af opkøberen på samme vis. Tuborg hører således under Carlsberg, og Gourmetbryggeriet under Harboe.

Og så er der alle tvivlstilfældene. Nogle gange skifter brandsene mellem forskellige bryggerier. Det sker fx med jævne mellemrum for Pokalbrandet, der ejes af COOP og slet ikke er tilknyttet noget bestemt bryggeri. Pokalbrandet har derfor fået lov at blive stående som et brand for sig selv. Jeg har både anmeldt det, da Vestfyen fyldte sit postevandstynde sprøjt på dåserne, og for nylig, da Bryghuset Braunstein gav brandet et gevaldigt løft. Da brandet derfor kunne høre til begge steder, men ejes af en helt tredje, og man aldrig kan vide, hvem der bliver den næste, der får lov at tappe i dets navn, ja, så får Pokal lov at vedblive med at være Pokal og ikke noget som helst andet.

Det var alt jubilæumssnak for denne gang. Næste gang bliver det vildt …

Updated: 11. juni 2017 — 11:38

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme