Det i 1628 grundlagte bayerske bryggeri Neumarkter Lammsbräu har siden 1987 slået sig stort op på at være økologiske, CO2-neutrale, sundhedsgavnlige, GMO-frie, glutenfrie, alkoholfrie og jeg skal komme efter dig.
Det er alt sammen meget godt, men det skal i dag vise sig, om øllene (eller en af dem) også er smagsfrie, eller om kvaliteten følger med de gode intentioner.
Det er faktisk den første rene hvedeøl, jeg tester i min blog. Det overrasker mig, at jeg har anmeldt over 35 øl, før jeg omsider nåede til en hvedeøl. Grunden er nok, at hvedeøl for mit vedkommende ikke længere er det helt store, sådan som det var, da jeg opdagede det.
I sin tid følte jeg det næsten som en åbenbaring, at man overhovedet kunne brygge øl på andet end byg, og jeg lappede da også de søde dråber i mig, sugede det friske skum, og slikkede den sidste dug af mine læber, før jeg mere end adækvat vederkvæget lænede mig tilbage med et veltilfreds smil, og nød den rare fornemmelse det gav med et tomt weißbierglas og en fyldt vom.
Siden er begejstringen taget lidt af igen. Jeg er ikke holdt op med at kunne lide weißbier, men har til gengæld opdaget mange andre interessante øltyper. Til gengæld ved jeg også, at de patetiske forsøg på at brygge hvedeøl herhjemme mestendels smager eller har smagt af vand. Jeg tror faktisk ikke, at jeg har smagt hvedeøl, som jeg syntes var rigtigt godt, der ikke kom fra Bayern. (- Nej, Hoegaarden er jeg heller ikke imponeret over.)
Neumarkter Lammsbräu Weisse kommer fra Bayern, så det lover jo godt.
Øllet hældes naturligvis op i et passende glas, hvilket tager et par minutter. Nogle har fundet ud af, at man næsten kan gøre det på under et minut, hvis man tilter glas og flaske rigtig meget. “Så undgår man også alt det irriterende skum” hører man tit den slags umennesker sige … Jeg tror bare, jeg lader den kommentar stå lidt.
Øllet skal selvfølgelig have lov at skumme, så der dannes en fin lille smølfehue øverst. Det lykkes desværre ikke helt, med dagens øl, hvilket også er et forvarsel om resten af oplevelsen.
Duften fejler ellers ikke så meget. Den er frisk, ren og har en sødlig, hyldeblomstagtig snert. Den er til gengæld ikke specielt kraftig eller aromatisk.
Dette er fint i tråd med smagen, der ligesom lader vente på sig. Det er som om, den først så småt indtræder efter de første par mundfulde, og kun udarter sig til en let sødme, efterfulgt af en syrlig, spids smag, der ikke klæder den det mindste. Fylde i smagen er der praktisk taget ingen af, og som man arbejder sig ned gennem glasset ender det mest af alt med at smage af gær. Det er lige før man fortryder, at man rystede flasken med bundsjatten for at få restgæren med.
Det er ikke en øl, der brillerer overfor andre sydtyske weißbiermærker. Det er snarere omvendt, i hvert fald når det gælder smagen. Måske ville en Neumarkter Lammsbräu kunne konkurrere med den hedengangne Tuborg Classic Hvede. Men den produceres som bekendt ikke længere, fordi danskerne for en gangs skyld opdagede, at tyndt øl ikke nødvendigvis var godt øl.
Det eneste, der overraskede positivt, var eftersmagen – ja, faktisk ikke eftersmagen i sig selv, men derimod smagen, jeg følte, efter at en del af kulsyren returnerede fra mavesækken. Da kunne man faktisk smage, at der var tale om en hvedeøl. Den klassiske, søde, hyldeblomst/æbleagtige aroma fyldte blidt mundhulen, og gjorde mig alt andet lige en kende mindre skuffet over det – måske lidt for – rene bryg.
Så helt smagsfri var den altså ikke, men det taler ikke til øllets fordel, at det reelt smager bedre på opturen end på nedturen.
