Fordi … jul …
Julen starter som bekendt her midt i oktober, og på det punkt har jeg valgt at være med helt i front.
Men det er ikke kun spøg og nissedrillerier det hele. Julen faldt faktisk tidligt i år for mit vedkommende. Som det fremgik af sidste indlæg har bloggen længe stået i stampe på grund af mangel på midler. Hjælpen kom hurtigt, da jeg endelig fik taget mig sammen til at tage mig sammen til at bede om den. Og denne øl er den første af hjælpeøllene, jeg har åbnet.
Den glade giver er Benny Holdgaard Jensen – blandt ølbloggere bedre kendt som Black Ben. Han blogger kort og skarpt og om rigtig mange forskellige øl. Ikke som undertegnede, der tager sig sin søde tid, og ikke går forbi en røverhistorie eller to (eller tre eller fire) undervejs. Den er højst anbefalelsesværdig. Ikke mindst som et opslagsværk, hvor en liste over almindelig fakta om øllet er med i alle anmeldelser.
Øllene havde Benny tilovers fra en tur til Tyskland og Belgien, hvor han havde købt dem i fire- og seksstykspakker. Han havde åbenbart mange øl i kø til anmeldelse, og var ikke sikker på, at han nogensinde ville få drukket disse, før de nåede sidste drikkelighedsdato. Så samtidig med at han hjalp mig enormt meget, hjalp jeg åbenbart også ham en lille bitte smule.
Denne øl blev udpeget som en af de første, jeg burde prøve, da den faktisk allerede var vel hinsides sidste salgsdato (maj indeværende år). Dette måtte jeg love ham at tage i betragtning i min anmeldelse.
Tysk juleøl svarer, ikke ulig industriel dansk juleøl, i type langt hen ad vejen til export-pilsner, eller som vi kalder dem her til lands – guldøl eller gashåndtag. Denne er ingen undtagelse. Korngult – næsten overraskende lyst – er brygget, med julesnehvidt skum, og en klassisk tysk pilsnerduft med et lige akkurat passende indspark af fusel, til at det bliver lidt mere råt end helårspilsnerne.
Den overskredne salgsdato lader ikke til at have haft den store betydning. Der er så vidt jeg kan vurdere ingen tegn på oxidation eller anden missmag. For man kan ikke sige missmag uden at sige smag – og dette bryg er fattigt på begge dele.
Der er da lidt bitterhed ved mandlerne, og man mærker den øgede alkoholprocent som en let, omend usofistikeret fylde. Ellers er det blot en tysk pilsner, som tyske pilsnere er flest. Fjerlet, glat som en venstrepolitiker på stemmerov, smagsfattig, men med en ganske intakt tørstslukningsevne.
Hjælpeøl er godt øl. Tak til Black Ben for denne her, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg glæder mig mere til de andre øl, han havde med til mig.
