Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Vuur & Vlam, De Molen




Ikke ‘-ish’ …

Det er alt alt for længe siden, jeg sidst har haft fat i nederlandske De Molen. Vi skal helt tilbage til bloggens barndom, da den end ikke var ét år gammelt, nærmere betegnet Langfredag i 2011, d. 22. april, hvor jeg afprøvede 666 Black Damnation.

Forinden havde jeg kørt min hidtil eneste afstemning, omhandlende hvilken dag jeg skulle afprøve brygget. Og indlægget blev skrevet mens det blev nydt, i en stor blå sofa i Århus Vest, hvor jeg boede dengang. Det eneste, jeg ikke husker præcis er hvad vi så på fjernsynet. Det dæmrer mig, at det var en sportsudsendelse, men forårsklassikerne – som jeg holdt meget af at se dengang – køres normalt om søndagen, så det har næppe været det.

Aldrig havde jeg smagt noget så fantastisk. Jeg erklærede på stedet, at hine 0,2 liter kulsort nydelse, var det bedste bryg jeg nogensinde havde smagt, og det skulle vare længe før et andet bryg formåede at vippe den af pinden.

Det skete først fem år senere, i august 2016, kort efter min skilsmisse, kort før jeg flyttede fra en svinedyr lejlighed på Amager til billigere, omend også meget mere beskedne (lidt for beskedne, faktisk) kår i Husum. Da fik jeg oplevet den uforlignelige Focal Banger fra Vermontske ‘The Alchemist’. Intet bryg har holdt førstepladsen som det bedste bryg, jeg nogensinde har prøvet så længe som De Molens kompakte superstout. Big, Bold & Beautiful fra Amager Bryghus er en værdig udfordrer til den, men det kommer til at tage tre år endnu, før 666 Black Damnation må se sig slået.

Men hvorfor vendte jeg mon aldrig tilbage til De Molen? Chancerne var der ellers. Toft Vin på Islands Brygge havde dem fast. Måske var det bare etiketterne, der så for kedelige ud? Sort print på hvid baggrund i generiske skrifttyper i et minimalistisk layout, der bevidst læner sig op ad det klodset amatøragtige, har åbenbart ikke appelleret så meget til mig, som flotte farver og flashy billeder, men hey, man er vel kun et menneske.

Føtex her i Thisted har for tiden tre forskellige De Molen øl på tilbud. De kom med hjem sammen med endnu to fra Kissmeyer, der til gengæld både flasher og spræller i både billeder og farver. Ikke et godt tegn når det gælder Kissmeyer, hvis øls kvalitet gerne er omvendt proportionel med etiketternes spraglethed – men den dom må vente til senere, og helst først til efter de bryg er afprøvet.

Den første af de tre De Molen-øl er en IPA. Eller rettere en IPA-ish, som bryggeriet siger. Jeg skal ikke kunne sige præcis hvorfor, men mit gæt er, at De Molen er et innovativt bryggeri, der går mere op i at øllet er godt, frem for at holde sig strikt til bestemte stile. Det vil jeg i hvert fald gerne tro om dem, da det ville være en egenskab, jeg ville finde bundsympatisk.

Ved opknapning forplanter bryggets bouquet sig øjeblikkeligt i rummet, krydret bittersød appelsin – et entydigt godt tegn. Duften kan også nydes, mens det fastskummende, dyborange bryg hæver sig i glasset. Udtrykket ændrer sig en anelse, idet det færdigskænkede bryg sættes for næsen. Bitrere noter af fyrrenåle viser sig, uden at det på nogen måde gør begejstringen mindre.

Aromamæssigt sidder brygget lige i skabet! Skarpt, aromatisk, bitterfriskt i et smagsspektrum der ligger vel inden for genrens traditionelle rum. Fuldt udvoksede fyrrenåle blander sig perfekt med nelliker og moden, fortrinsvis bitter appelsinaroma. Konceptuelt er brygget kogt ned til typens absolut nødvendige bestanddele, hverken mere eller mindre. Men dette genrens eksistensminimum, dets ide fristes man næsten til at sige, er til gengæld af en udsøgt kvalitet.

Ekstraordinært er det ikke. Men det behøver det heller ikke være, når resultatet er så stilsikkert som det er her.




Updated: 10. juni 2020 — 18:45

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme