Det er ikke mange øl fra Furs Vulcano-serie, jeg indtil videre har prøvet. Faktisk er det kun deres Påskebryg, som jeg nu kan se, jeg var jævnt tilfreds med. Indtrykket har dog ikke brændt sig et mærke i min bevidsthed – næppe heller en vabel, måske en let rødmen, der med tiden har fortaget sig helt. jeg har uden held forsøgt at finde ud af, om der ligger et særligt koncept til grund for Vulcano-serien. Men Fur Bryghus’ noget rodede hjemmeside lader én forblive i uvidenhed, om et særligt koncept for serien skulle eksistere.
Da jeg i sidste måned købte mig fattig i restlageret af Coops amerikanske ølimport, stod denne pale ale der også. Og så tænkte jeg, at den vel lige så godt kunne komme med. Jeg husker den også som en af de øl, jeg måtte give bort før vores emigration til Irland, hvor vi nu for et år siden var blevet effektivt huset i bydelen Applewood i Dublinforstaden Swords, men hvor vi som bekendt aldrig rigtigt faldt til. Nu har jeg så fået en chance for at prøve den igen.
Det første man mærker ved brygget, når det knappes op, er bouqueten. Den er ganske kraftigt humlet, og jeg er endnu engang hensat til mit barndomshjems badeværelse på første sal, hvor mine forældre bryggede øl. Det var sådan det duftede – eller som jeg tænkte dengang, lugtede, deroppe, hvor vinballonnerne klukkede af kulsyren fra gæringen. Skummet er højt, og relativt cremet og fyldigt, men falder alligevel hurtigt ned mod det flotte, rustrøde bryg.
Smagen er til at begynde med letsyrlig – ja, måske nok mest let, men efterhånden mærker man bryggets humlede bitterhed, der matcher duften godt. Det er først en tør bitterhed, der mærkes, når brygget har hvilet lidt midt på tungen. Den tager til, efterhånden som brygget nærmer sig svælget, og her vokser den sig omsider stor, og antager en klæbrig, næsten klæg finish, der klistrer sig til mandler, gummer og svælg.
Den masserer råt det bageste af munden i en alligevel noget kortvarig eftersmag, og ligesom indtrykket fra påskebrygget er det ikke brandbylder, endsige permanent arvæv, den efterlader i bevidstheden. I resten af munden damper syrligheden også snart af, men munden efterlades dog med en fornemmelse af adækvat vederkvægelse. Man savner fylden, men glæder sig ved letdrikkeligheden, der ikke bliver for let, netop på grund af den anmassende og igen adækvat karakterfulde bitterhed. Friskt forbliver brygget også. Det kan nydes i store mundfulde uden at man snyder sig selv for bryggets smag. Alligevel smager det af mere, end de bryg man ellers er fristet til at hale ned i store drag.
Men forventer man en amerikansk pale ale som dem, den stod sammen med, bliver man slemt skuffet. I sammenligning med disse får i stedet et blegt, dansk bællebryg.
Ikke helt ulig størstedelen af de irske specialbryg, forøvrigt.