Søde ondskab …
Niels Kiens, Kongebrygs karismatiske brygmester, stak mig den her på DØE’s ølfestival i Lokomotivværkstedet i maj. Ud over, at Kongebrygs øl tit er rigtig spændende både udenpå og indeni – det lille bryggeri i den nedlagte Næstved Kaserne er spækket med storytelling, gerne med en krigerisk tematik – havde jeg endelig også en øl, der var værdig til at udfylde pladsen som nr. 900 anmeldte øl på bloggen.
Orksatme! – Som de ikke siger i Næstved, men derimod i visse egne af Jylland. Ikke desto mindre er udbruddet kendetegnende for min følelse ved nu at have anmeldt så mange øl siden 2010. Nu synes vejen op til de 1.000 pludselig ikke så lang, som dengang jeg startede – og slet ikke vidste, hvor længe jeg ville blive ved. Endskønt jeg allerede dengang syntes, jeg havde fat i noget. Altså – hvad kunne gå galt? Folk kan lide øl. “Hvis jeg skriver om øl, er der måske nogle, der gider læse hvad jeg skriver” tænkte jeg sådan cirka og omtrent – og siden dengang har jeg da holdt mig nogenlunde stabilt på omkring 100 daglige klik på bloggen.
Øllets tema er igen krigerisk – tillige med dystert og grusomt. Vlad Tepes er den virkelige historiske person, som Bram Stokers Dracula er baseret på. Gør jer den tjeneste at læse den bog, hvis ikke I allerede har gjort det. Den kan downloades gratis på Amazon Kindle og sproget er noget af det ypperste jeg har haft mellem hænderne på engelsk – imponerende nok helt uden, at det er unødigt, eller bare nødigt, tungt.
Men det er ikke fordi man behøver søge til den fiktive Dracula for at få sig et gys. Ledsageteksten på dette bryg er rigeligt; komponeret som den er over Vlad Tepes’ tilnavn ‘spidderen’ – og så har jeg ikke spoilet for meget.
Øllet, til gengæld, har jeg tænkt mig at beskrive i vanligt detaljeret grad i det følgende. Så det er nu, man skal holde op med at læse, hvis man selv vil opleve øllet, uden at vide noget om det på forhånd … Og at vente på, at det kommer på film, sådan som mange, der ikke gider læse bøger gør, er – på trods af bryggets åbenlyse kvaliteter – nok temmelig omsonst.
Brygget er friskt brusende og meget lidt skummende. Ja, det der ved første øjekast næsten kunne ligne en cola afslører sig selv som ikke en sådan, idet det slet ikke skummer – brus og kække bobler til trods. Nåhr ja – og så er der selvfølgelig også duften.
Der er rigeligt mørk chokolade og en antydning af kamfer, nok hidrørende fra et tættere indslag af lakridsrod. Det er tungt, vældigt og allerede på nuværende tidspunkt ganske frygtindgydende.
Og aroma er der også masser af: Min barndoms brystdråber kommer atter i hu, som dengang jeg anmeldte øl nr. 700. Dertil kommer den brændende og i brystet rivende fornemmelse man får af en god og en anelse syrlig rødvin – med samme mundfornemmelse og fylde i øvrigt, og det er næppe overraskende i betragtning af bryggets styrke på 11,8%. Nævnte jeg cola? Ja, et par gange før jeg nåede til smagsbeskrivelsen, så vidt jeg husker. Men nu melder den sødt-krydrede aroma af colanød sig faktisk også, og giver associationer til den baskiske drik Kalimutxo – en blanding af rødvin og cola, der er udbredt på de kanter.
Plus et stænk kirsebærsaft af den sure slags – og så er vi der.
Et aromatisk monster, der imidlertid – på trods af øllets dystre tema, og sådan er det altid med øl fra Kongbryg – afslører brygmesterens vældige godmodighed ved sin forunderlige evne til at føles rart, venligt og bare sådan –dejligt- i al sin aromatiske fuldendthed.
Så selv en Vlad Tepes ville lade pæle være pæle og spid være spid, for så at byde krigsfanger på den dram.
