Viva la Vida in Riga, De Jyske Bryghuse

De Jyske Bryghuse er et old school bryggeri, der ikke synker så lavt at have sin egen hjemmeside. Eller i hvert fald ikke en hjemmeside, der er nem at finde. Skærmen er ved at sprække af søgeresultater, når man presser navnet gennem Google – men det er kun anmeldelser, der kommer frem. Mest af deres Ale No. 1, og det er ellers ikke for børn og sarte sjæle. Med den øl havde brygget sin debut til Kvicklys ‘Ølfestivalg’ og var med en kombination af vand, røg og møre cykeldæk (men mest vand) med til at udstikke linjen for dét event.

På etiketten fra førnævnte øl fremgår det dog, at det er et samarbejde med forskellige østjyske bryggerier. Blandt andre Vejle Bryghus. Men for at virke kosmopolitansk-metropolitisk hipsteragtigt har man valgt agt opkalde brygget efter hovedstaden i Letland, Riga. (Jeg synes, det ville være sjovere at opkalde en øl efter hovedstaden i Burkina Faso). Det er igen påfaldende, hvordan der er gået inflation i at opkalde øl og bryggerier efter arbitrære steder, der ikke har noget med øllet selv eller bryggeriet at gøre.  Men det er vel igen noget marketing, jeg ikke forstår mig på.

Blandingen af dumsmart markedsføring og et tvivlsomt førstehåndsindtryk ved et endnu mere tvivlsomt ølarrangement for mainstreamspecialøl fik ikke ligefrem forventningerne til denne øl op niveau med min skadefryd over Mads Dinesens varetægtsfængsling. Og jeg lod mig ikke på forhånd narre af etikettens egenanprisning, endskønt det da stemte mig en halv tone venligere, at brygget kun indeholder de fire gyldne ingredienser, vand, malt, humle og gær.

Og ved beskuelse gennem flasken konstaterer man også, at viskositeten er helt rigtig. Væsentlig mere tyktflydende end vand, en cementagtig plamage af restgær i bunden af flasken, og store fedtede bobler i flaskehalsen. Ved skænkning rejser det cremede, flødefarvede skum sig højt over det tætte, natsorte bryg. Og nu – i skrivende stund slår det mig … Jeg glemte helt at snuse til det!

Men bouqueten har altså ikke været af en sådan kaliber, at det kan mærkes, straks kapslen springer af beholderen. Smagen, til gengæld, frigives næsten eksplosivt ved første mundsmag. Det er kraftigt, klassisk og velkendt. Ristet til branket malt med bitterhed af kaffe, kombineret med en fyldig bund af røget karamel og et diskret skud af cognac. I eftersmagen træder kaffen endnu kraftigere og mere entydigt frem, og ebber ud i en tør lakridsfornemmelse ved mandlerne.

Sådan skal en stout smage. Og selvom brygget ikke byder på noget afgørende nyt i stoutgenren, er det slet ikke i nærheden af anonymi- eller stereotypicitet. I kraft af sin – ja, kraft – og fylde, fylder det til fulde genren ud, og måske endda en lille smule mere.

Og alligevel ikke mere end at øllet undgår at blive ekstremt. En snert af vand kan trods alt mærkes i fyldigheden, og undertegnede kan selvfølgelig ikke lade være med at være en antydning af skuffet. Men så er der måske også lidt flere der kan fornøjes ved brygget, der p.t. forhandles i Fakta formedelst nogenlunde rimelige 15 kr.

De Jyske Bryghuse har begået et skudsikkert comeback efter en regulært sløset debut ved årets ølfestivalg. Nu glæder jeg mig til at prøve en tredje øl fra dem, som jeg har på lager, Monsieur Le Detective, og så må jeg hellere også anskaffe mig Aros, som jeg har set stå i min lokale Fakta Quick.

Så håber jeg bare, de kan holde det nye niveau.