Lidt for rar …
I den sidste tid har jeg gået efter at få tømt ud i de kedelige ølprodukter, og så gemme det gode til til sidst.
Det er også lykkedes i et vist omfang med Vinter Porter fra Amager Bryghus, men et hurtigt vue over den sidste stribe øller på bloggen vil vise, at der måske heller ikke skulle så forfærdeligt meget til, for at den sidste øl blev bedre – eller i det mindste mindre ringe – end de foregående – med enkelte markante undtagelser, vel at mærke.
Men det er alligevel med det yderste af neglene. For allerede i flasken bemærker man, hvordan brygget plasker lidt for kækt rundt ved agitation. En ordentlig stout skal ikke plaske kækt. Den skal skvulpe dovent. Ved skænkning er faldet fra flaske til glas suspekt gennemsigtigt, og skummet alt for afdæmpet. Det er tillige ganske lyst, mest boblende, og præsenterer kun en overfladisk cremethed, når det næsten er faldet helt. Brygget er ellers flot mørkebrunt, men restgæren kan kun ses med endog meget god vilje. Bouqueten er til gengæld oplevet værre. Brygget har en meget maltet duft, sødlig med antydning af kirsebær.
De første par mundfulde gør da også godt. Etiketten lover krydret smag, og det holder brygget også, endda helt uden tilsætningsstoffer. Det smager kraftigt af træ, især fyr, ristet malt kombineret med karamelsødme og en let kaffebitterhed bagest på tungen. En antydning kanel og nelliker giver brygget et krydret pift med associationer til juletiden. Det er lidt uden for sæsonen på den småpinlige måde.
Idet man konstaterer, at det er en temmelig tynd kop kaffe, går det op for én,, at brygget mangler ordentlig fylde. Dets tynde, plaskende viskositet går igen i smagen, og det hele bliver, krydderi og velsmag til trods, en anelse tyndt – især i betragtning af, at det skal forestille at være en tæt stout at varme sig på i vintertiden. (Men det må man da give den, at når den ikke er det, så passer den jo ganske fint til dette års usædvanligt milde vinter.) Brygget er for lettilgængeligt og lidt for rart, til at det kvalificerer som en ordentlig, tung stout (ja, en stout skal være tung for at være god – i min bog i hvert fald.)
Kirsebærindslaget fra duften gør sig mere og mere gældene, efterhånden som brygget bundes. Men desværre bliver det ikke ved med at være almindelige kirsebær, det præges af. En bittersyrligt stikkende smag af de kirsebær, man skriver “ananas” foran tager mere og mere over, og selvom det kan være elegant i nogle øl, ødelægger det mere og mere de ellers gode takter i nærværende øl. De søde, krydrede og smagfulde elementer overdøves, og det er synd for en øl, der ellers formåede at behage mere end jævnt.
For let, for rar, og henimod slutningen aftagende smagfuld. Acceptabel og jævnt velgørende alt til trods, men ikke ekstraordinær.
