Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Vinter IPA, Amager Bryghus

Forsinket jubilæum.

Bloggen har ligget underdrejet, for bloggeren har det samme. En ondsindet virus – formentlig influenza – har holdt mig i et jerngreb i vel over en uge, og klinisk renset hele mit korpus og sind for selv den fjerneste lyst til blot en dråbe gæret humlebryg. I tilgift kastede virussen en Cruciatus-forbandelse af den anden verden (ja, jeg læser også Harry Potter for tiden – det har jeg ikke prioriteret før) på mine ben og mit hofteparti, så jeg var aldeles immobiliseret med mindre jeg greb til analgetiske præparater – noget, jeg ikke har været nødt til, siden nogle hvidklædte personager sprættede min bug op og berøvede mig min blindtarm.

Vel, den virus har åbenbart nu fået sit velfortjente kvantum T-celler, og jeg kan atter gribe samfundshjælperen og knappe en øl op. (Ligesom jeg igen kan drikke og nyde kaffe. En anden, næsten lige så fæl virkning, influenza har på mig ud over muskelsmerterne, som åbenbart rammer mig særlig hårdt, er, at jeg mister lysten til kaffe, og kun kan drikke *ydrk* te.) Først i dag fandt jeg, hvad jeg gættede på, var en værdig kandidat som dagens øl, for det er jo faktisk øl nr. 400, jeg anmelder i dag. Det drejer sig om Amager Bryghus’ Vinter IPA, købt i uforskammet dyre domme i Brugsen Njalsgade. Den var på tilbud sammen med samme bryggeris Vinter Porter, der vil blive anmeldt ved en senere lejlighed.

Jeg valgte IPA’en, fordi jeg syntes, den passede bedre til det fine forårsvejr, årets statistisk set koldeste måned har velsignet os med – i dag i hvert fald. Så nyder man hellere en lys IPA end en mørk stout, en forårsbebuder med bitter friskhed, fremfor en varm, tæt stout at varme sig ved … tænkte jeg …

Og det blev ved tanken – eller tanken ramte ved siden af. For Vinter IPA er måske nok I og A, men ikke særlig P – altså ikke særlig Pale. Tværtimod hæfter man sig ved skænkning efter et stykke tid ved bryggets mørke, gråbrune lød. Det sker først efter et stykke tid, fordi det højgyldne skum lige skal give plads for brygget, og det er skummet ikke meget til sinds at gøre. På grund af skummets absurde højde, og stædige modvillighed mod at falde, er denne øl nok den sværeste øl, jeg nogensinde har oplevet at skænke. Man må virkelig vente – længe – før man kan hælde endnu en sjat op. Og selv om man sørger for at ramme skummet på en måde, så det da retirere en smule, så stiger det bare alligevel. Langsomt brækker det i stykker. Det falder ikke oppefra. Det kollapser heller ikke nedefra. Det starter med, at nogle enkelte bobler et eller andet sted i midten giver op, og sprænges. På den måde dannes der større bobler, og større bobler, men højden på skummet forbliver den samme – bare med større og større bobler. Det er en fryd at se, men for den, der er utålmodig efter at nyde øllets smag, bliver ventetiden nemt en pine.

Så er det jo skønt, at man i stedet kan nyde bryggets duft. Og for undertegnede, der stadig døjer med at rydde en stoppet næse efter influenzaens hærger, er den en dobbelt velsignelse. For dels byder den på en både kraftig og ren IPA-duft af grannåle og harpisk, der i sig selv er en fryd, dels giver den øre-næse-hals-ramte individer frie luftveje.

Og træindslaget går også sikkert igen i smagen. Det byder på en skarp smag af træ, der kommer lige fra savværket … eller … det er faktisk ikke rigtigt. Vi er stadig på savværket, og træet er lige kommet ud af rundsaven. Det er ikke blevet behandlet, lakeret, imprægneret eller noget som helst andet. det er rent, frisk fyrretræ, lige til at sætte tandmærker i.

Således førstehåndsindtrykket. Fylden, der lige i starten giver en fornemmelsen af noget, man snarere kan bide i, end skylle ned, bliver ikke ved med at være lige kraftig. Og selvom også smagen gør én fri i næsen, så savner man den brændende fornemmelse, som fx sennep eller ingefær giver, når det gør én fri i næsen. Brygget forbliver imødekommende og rart, selvom bitterheden virker både kompromisløs, barsk og ekstrem. Men åbenbart er det behagelig bitterhed i sin ekstrem dette bryg dyrker. Det er faktisk ganske interessant, men desværre også en diskvalifikation af bryggets plads i den absolutte topklasse. Bitterhed skal rive og flå. Dette brygs bitterhed er for kælent og venligt, og den ikke helt adækvate fylde giver brygget det sidste mål letdrikkelighed, der gør en topkarakter uopnåelig.

Man mærker bag bitterheden og i eftersmagen også nogle søde nuancer af vanillesukker og roser. Det er med til at afrunde bitterheden, så den lige akkurat bliver for rar til at være helt i top. Ikke desto mindre er brygget da alligevel bitterheden værd, (selvom de 40,- bobs (37,50 hvis man meregner rabatten) alligevel er for dyrt) og minder i hvert fald denne blogger om, at “tæt på” tit også er mere end “godt nok”. Ja, og så endte brygget jo også med at passe meget fint til det smålune forårsvejr, vi har haft her på Amager de sidste døgns tid.
5-stjerner

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 10. juli 2016 — 18:22

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme