Halvtam fornøjelse
Nomadebryggeriet Brygværket har som bekendt lanceret to øl. Den ene drak jeg for knap to uger siden, hvilket bestemt var en godkendt oplevelse – omend ikke nogen decideret feinschmeckerøl. Ifølge Jakob Schytz og Ole Madsen fra Ekstra Bladet skulle nærværende hvedeøl da også være mere vellykket, og den får da i hvert fald ikke for lidt på etikettegningen, der forestiller en steroidpumpet, solgrillet fritte (eller hermelin eller mårhund) i en kornmark, der fyrer ølflasker af sted med et bazookalignende aggregat. Ikonografien varsler i hvert fald en kraftfuld, omend måske ikke helt stilsikker, oplevelse.
Så det var med en vis forventning, jeg hældte det tågede bryg, hvis lød svarede til en blanding af appelsin- og citronsaft op. Jeg blev, indrømmet, ganske betaget af den luftige marengstop, der længe hang over brygget, og kun langsom gav sig til at falde, mens det afsatte kantede mosaikker på glassets sider. Duften viste sig fortrinsvis sød, men lettere udflydende i karakteren, der landede et sted mellem æbler, hyldeblomst og frisk græs.
Smagen kan bedst beskrives som syrligt-sød, kornet og med et fremtrædende græselement, som man møder det i duften, mens hyldeblomstnoterne er trængt i baggrunden. Som man vender sig til brygget, tager sødmen dog mere over og bliver fyldigere, uden dog at det kommer til at minde mere om hyldeblomst. I stedet indtræder en fjern, omend elegant smag af jordbær, der evner at runde det syrlige af, så det ikke bliver for fremtrædende.
Eftersmagen er tør og lettere gæret, jeg savnede især det humleelement, som Ole Madsen ellers mente at kunne finde, og derfor bliver eftersmagen faktisk også for gæret, da der ikke er noget rigtigt velgørende smagselement til at runde gæren af, eller komplimentere den. Helt overordnet er der heller ikke rigtig nok kraft i den. Jeg er fristet til at være flabet, og som hvedeøl at kategorisere den blandt de tidlige danske hvedeøl, såsom den umulige Tuborg Classic Hvede. Helt så tynd er Vild Hvede ikke, idet smagsbilledet jo er ganske varieret og egentlig nydeligt – men brygget mangler simpelt hen noget kraft for rigtigt at gøre sig bemærket. Det er i hvert fald slet ikke den vilde omgang, man forventer ud fra navn og illustration, og den er i mine øjne mindre interessant end Herlig Humle.
Ja, man skal som bekendt ikke skue hunden på hårene eller øllet på etiketterne … – og dog, bagetiketten kan jo faktisk meddele, at Vild Hvede, sit navn og grafiske fremstilling til trods, har “en let krop” og “er velegnet som en simpel tørstslukker eller sammen med lettere frokostretter”. Lad os bare sige, at det undertiden er bedst også at kigge bag på flasken, hvis man vil have ordentlig besked om øl.
