Yay, endnu en hel Amager Bryghus-øl, der passer i mit yndlingsdrikkeglas. Det kan jeg glæde mig over længe endnu. Og læg mærke til, hvordan jeg demonstrativt staver ‘yndlings-‘ korrekt med et ‘d’ for samtidig at sende en sviner mod Royal Unibrews grimme Faxe Kondi-reklamer mellem linjerne. Tak til min hyppige medanmelder Marcus for at gøre mig opmærksom på det øjesønderrivende trafikuheld af en tyrklejf.
I sammenligning med det fascistiske og racistiske parti DF’s nye udendørsreklamer, tegnet i letgenkendelig tysk 30’er-stil … åh, hvem prøver jeg dog at narre med mine antydningsvise nålestikkerier? – tegnet i ærketypisk nationalsocialistisk NAZI-nazistisk NAZI-stil, er ‘ynglingssodavand’‘-s reklamerne fra Royal Unibrew naturligvis den smukkeste rapsmark ved siden af den dejligste jordbærmark ved siden af den fineste blomstereng i foråret. – Se, hvis blot man sætter barren lidt lavt, kan selv noget der fremstår meget grimt, forekomme kønt.
Jeg gad godt se … nu skal jeg passe på, hvad jeg skriver … lad os bare sige, at det kunne være spændende, at finde ud af, om man mon kunne sætte barren så lavt, at selv Martin Henriksens kontrafej tegnet i nazi-stil, gerne med de små kække Charlie Chaplin-overskæg rigtig mange skønne mennesker allerede har tegnet så passende på dem, kan fremstå kønne i sammenligning med noget andet. Jeg kan umiddelbart ikke komme i tanker om noget – i hvert fald ikke uden at det bliver upassende. Men nu er Martin Henriksens kontrafej – med eller uden overskæg, i nazi-stil eller *gylp* au naturel jo sådan set også ret upassende i forvejen.
Hverken upassende eller karakteriseret ved en lav barre kan man med nogen ret påstå at Amager Bryghus er. Her letter de tilværelsens byrde med en IPA brygget på rug. I stedet for at sætte barren lavt, vælger de ikke bare at sætte den højt – som altid men også i en underligt skrå position, til dels langs Z-aksen, og lur mig om ikke barren også har fået et par buk og drej her og der. Rug er (angiveligt – jeg har aldrig brygget selv) svært at brygge med, og en af mine erfaringer med rugbryg er især en vigende fylde. Ikke ligefrem en medhjælpende egenskab, hvis det er IPA, man vil brygge.
Visuelt gør brygget det nu ikke bare godt, min rigtig godt. En grumset appelsinmasse i bedste New England stil, komplet med tutti-frutti og krydderier, herunder jordbær, appelsin, grapefrugt, nelliker og anis. Det eneste at beklage sig over, skulle være skummet. En skrøbelig hinde af små hvide bobler på overfladen er alt – selv hvis brygget skænkes lidt voldsomt.
Og det smager dejligt. En tæt, rund, aromatisk sødme af citrusfrugter, passion og et strint af hyldeblomst giver alle de frugter og blomster, der hører en IPA til. Det er virkelig rart, primært sødt og – måske en smule skuffende i betragtning af en bouquet, der gav en forventning om noget lidt voldsommere bittert.
Man skal lede lidt efter den, bitterheden. I bunden finder man den med indslag af tørt løvtræ og laurbærblade. Men nogen aromabombe er der ingenlunde tale om. Mon ikke det er her, rugen spiller ind? Som en pude lægger den en dæmper på volumenen …
… men som de gæve bryggere, Amager Bryghus rummer, har disse selvfølgelig taget højde for det. Det smagfulde frugtindslag fylder godt ud, hvor rugen ellers ville efterlade brygget hult. På den måde træder IPA’ens sekundære aromaer tydeligere frem – vel, på bekostning af den definerende bitterhed, men den kender man jo også rigeligt til i forvejen. Det taler kun til Amager Bryghus ære, at de sådan lurer en strategi for, at få IPA’ens andre gode smage frem tydeligere end de har været før.
Og så kan det måske godt være, man ikke får en humlebombe som man plejer. Men det er stadig stor og prisværdig brygkunst.
