Bryggeriet Vestfyen er ikke videre gavmilde med information om den nye ‘Vestfyen Premium’-serie, der i øjeblikket kan erhverves i Fakta for en flad femmer stykket. Der står ikke et ord om serien eller de enkelte øl på bryggeriets hjemmeside. Det er lige før man får mistanke om, at det slet ikke er Vestfyen, der står bag, men et andet bryggeri, der har hugget navnet for i ly af dette at få folk til at købe deres øl.
I så fald kan det undre, at man lige har valgt Vestfyen. Hvis jeg skulle brygge i ly af et andet bryggeris navn, tror jeg snarere jeg ville bruge Guldhammer Nanobryg, Evil Twin eller The Alchemist som dække – noget, der rent faktisk smager af noget.
Man må ty til andre ressourcer for at blive klogere, og her er ølbloggeren Black Ben behjælpelig. Han har faktisk allerede anmeldt to af øllene, nemlig Cream Ale, som jeg selv allerede har anmeldt, og nærværende Kellerpils. Det gjorde han for … fire år siden…
Så der er slet ikke tale om en nyskabelse fra bryggeriet, men derimod en relancering. Og jeg, der gik og troede, at jeg undtagelsesvis var en smule med på noderne og up-to-date. I virkeligheden er jeg ikke bare måneder bagude, men år!
Nuvel, så er alt jo ved det gamle, og det skal bestemt ikke holde mig tilbage.
Forbilledet for Kellerpils er utvivlsomt den tyske Kellerbier – en ufiltreret (eller som det hedder på de kanter ‘naturtrüb’) øltype, der konstitueres af netop dét – at den er ufiltreret og egentlig ikke andet. Praksis i markedsføring er imidlertid, at den først og fremmest betegner lyse pilsnere og det er også tilfældet her.
Ganske lyst og korngult er brygget med en ganske let tågethed, der næppe er synlig hvis man ikke ved, den er der. Skummet knejser højt over bryg og glasrand, og gør brygget tidskrævende at skænke. Duften gør en smule væsen af sig i form af en varm, fuseltung em af bitterhumle, men man savner den hammer, der rammer baghovedet når den slags duft har den fornødne kraft. Her stryger den lidt for meget med hårene.
Smagen er anderledes karsk og vederkvægende. Fylden er silkeblød – og en smule kedelig, mens smagen kommer stærkt igen med små krakilske grannåle, der behageligt prikker og stikker overalt hvor brygget når frem. Bitterheden er overraskende let og skarp – ligesom duften måtte den gerne have været kraftigere, men man må bestemt indrømme den kvalitet til mere end bare almindelig sufficiens, endskønt kvantiteten nok viger en anelse.
En øl, der er god til tørst samtidig med at den smager af noget – især smager den skarpere end pilsnere er flere end flest. Amager Bryghus‘ ‘No Rice & Curry‘ har den styrke, som man savner her, mens bitterheden er af samme karakter.
Ikke alle bryg behøver smage som ambrosia og jadekejserens frugter. Mindre kan – til hverdag især – gøre det.