Premium Middelmådighed …
Nå, jeg kunne ikke nære mig …
Forleden dag opdagede jeg, at Fakta var begyndt at føre en ny serie øl fra Bryggeriet Vestfyen. Og lige der annammede jeg så forunderligt en stor vision om, at jeg skulle købe de øl, anmelde dem samvittighedsfuldt på bloggen og efterfølgende føle den fineste fyldesgørelse af mit bloggerkald fuldstændig aldeles over hele hovedet ikke på nogen som helst måde kom over mig. Præcis så spændende forekom øllene mig.
Men så gik der nogle dage, og så kunne jeg jo ikke lade være alligevel. Fem sølle kroner for en halv liter – selv hvis det skulle være så afskyeligt, at det hele endte i vasken, ville det jo være mere end de fem kroner værd at hamre tre harmdirrende, sønderlemmende anmeldelser ind på bloggen efterfølgende. Og på det mere seriøse plan (ja, jeg har faktisk sådan ét – who would have thought) så vil jeg jo gerne være den jævne forbrugers stemme blandt ølbloggerne. Til det formål er disse øl ved deres lave pris nærmest ideelle, og så er de stort set friske fra tapperiet. Dermed får jeg også for en sjælden gangs skyld lejlighed til at anmelde noget, der faktisk findes i butikkerne lige nu og ikke først når det har stået der i månedsvis.
Og før jeg har sagt et ord om øllet, så skal Vestfyen have ros for, at de stiller øl, der alt andet lige ikke bare er det samme tynde pilsnersprøjt om igen, til rådighed for forbrugerne. Nu kan man købe noget, der for bare 10 år siden blev anset for eksotisk specialøl i rammer ad gangen – uden at blive ruineret. Det er da et fremskridt.
Og ja, jeg ved godt, at der er andre problemer i, at industribryggerierne sådan går mikrobryggerierne i bedene. Men de vil jo ret beset kun tage markedsandele fra de feinschmeckere, mikrobryggerierne er afhængige af, såfremt kvaliteten også følger med.
Og det er jo slet ikke sikkert.
Allerede tidligt i afprøvningsprocessen mærker man faktisk den middelmådighed, der er så udpræget for øltypen. En ganske svag bouquet af ubestemmelig sød citrus formår akkurat at behage duftsensorerne. Ellers ligner brygget til forveksling en pilsner i både farve og skum – havde jeg ikke vidst bedre, ville jeg have skudt på en sådan.
Smagen gør en lille smule mere væsen af sig. Man kan faktisk smage egentlig aromatisk bittersødme af spæde grannåleskud. Aromaen kan faktisk kategoriseres som tør – skarp endda, endskønt skarpheden bedst sammenlignes med en børneknivs.
I sin karakter er den faktisk sammenlignelig med den indtil videre eneste session IPA, jeg har prøvet, nemlig den totalt intetsigende fra Aarhus Bryghus, der også var 2015’s bundprop her på bloggen. Men Vestfyens cream ale er en mere vellykket udgave, hvor smagen ganske vist er afdæmpet, men dog har bevaret akkurat så meget kant, at det ikke bliver helt ligegyldigt og meningsløst.
Og så formår eftersmagen endda at bide lidt fra sig. Her intensiveres bitterheden over i det beske – hasselnødder med lidt for hårdt ristet kaffe. Det passer imidlertid ikke godt med bryggets ellers milde og passive gunstighed, og således ender brygget med både at smage af lidt for lidt og være noget ude af balance.
Nåhr ja – og cream ale som genre … Jeg bedømte typen som en af de ting, der var Not i løbet af år 2016, selvom det jo griber om sig med dem fra alle kanter. Brygget her bringer ikke genren nogen yderligere legitimitet. På den anden side yder den heller ikke genren mere illegitimitet. Det er som om typen bare helst vil ligge mageligt midt i det middelmådige midterfeldt af midtsøgende middelpræstationer – og i den disciplin scorer brygget her tæt på topkarakter.
Jeg synes faktisk det smager rigtig godt – meget frugtagtige og med en pilsnerfriskhed. Prøv den.
Meget velsmagende og god eftersmag. Brygget anbefales herved!
Det er godt, vi er uenige. Så er der nemlig mere af brygget til jer.