Water, water, every where …
… skrev Coleridge i sit berømte digt fra 1798 ‘The Ancient Mariner’. “Nor any drop to drink” fortsætter det, og hvor man med denne øl helhjertet kan relatere til første linje, kniber det lidt med den næste.
For meget kan man sige om Vestfyens Chocolate Brown, del af den relancerede Vestfyen Premium-serie, der sælges for billige penge i Fakta for tiden. Men udrikkelig er den trods alt ikke.
Vandig, vandfyldt, våd og vandet er den til gengæld så afgjort. Man risikerer i hvert fald ikke at gå tørstig fra det tomme glas. Og det er vel nok alt godt, der er at sige om brygget. Der er ellers ikke sagt (eller skrevet) meget om brygget endnu i indeværende indlæg – der er rigeligt tilbage at berette om, men næppe længere noget kønt.
Hvis man kan lide farven sort, så kan man måske glæde sig lidt over bryggets kulør. Men den slatne viskositet fjerner hurtigt munterheden, ligesom det overraskende lave, næsten kridhvide skum og bryggets øvrige livløshed, der hurtigt afløser den højlydte afbrusning. Selv ikke kulsyren er noget værd at skrive hjem om, selvom det desperate men forgæves håb vækkes af skummets foregøglende knitren.
Og at brygget tidligt i skænkningsprocessen faktisk dufter nogenlunde fyldigt af mokkachokolade – lige præcis sådan som man forventer og håber – gør jo bare den efterfølgende skuffelse endnu større. Så selvom bouqueten kan få et lille smil frem, er den nedadvendte mundvigskrængning, som skuffelsen medfører også dét større.
Den neutrale, nøgterne og tørre (meget u-apropos dette bryg) konstatering, at brygget ikke smager grimt – idet almindeligt postevand ikke smager grimt – er heller ikke at regne for noget gunstigt udsagn. Det mindste man kan forlange af et nydelsesmiddel, må vel være, at det ikke smager grimt, men nogenlunde af det, det intenderer at være.
Med netop det kniber det altså voldsomt i dette tilfælde. Lidt diffus kaffebitterhed der fjernt kan anes ved gummerne er al den aroma brygget byder på. Så tynd kaffe, at det lige så godt kunne være postevand. Som om brygget vil håne og tirre én ved at indgyde følelsen af noget rart, man så bliver inderligt snydt for.
Øv og tak for – nej ikke fo kaffe – for ingenting. Ingenting overhovedet.
