Bare dette ikke er niveauet …
Ved at scrolle i bloggen kan jeg konstatere, at det er fem dage siden, jeg prøvede den første julekalenderøl. Hvis jeg holder samme niveau, er jeg færdig med temaet i begyndelsen af marts, så jeg må hellere lægge nakken lidt længere tilbage.
2. december gemte kalenderen på denne mørke Hefeweizen fra et for mig ukendt bryggeri. Hvedeøl er ikke mit store nummer, men der er pletskud ind imellem, og samtidig er det en mørk en af slagsen, og det hæver også håbet en kende.
Af en mørk og ufiltreret weisbier at være, er brygget nu alligevel temmelig lyst. Det er næsten gennemskinneligt, og vel nærmest at betegne som lyst brunt i løden. Ikke den smukkeste farve, jeg har set, og lad os blot holde os fra at uddybe farvebeskrivelsen yderligere. Skummet er til gengæld flot. Nydeligt cremet, holdbart og med en adækvat klæbeevne. Duften er fortrinsvis syrlig, letmaltet og ellers præget af søde stenfrugter, modne blommer og ferskner.
På smagssiden opdager man desværre hurtigt, at det især er det syrlige, der brænder igennem. Det er syrligt i retning af brunkål med en anden ledsagende syrlighed af især gær. Man kan være heldig at finde lidt humle i eftersmagen, men det er svagt.
Brygget er til gengæld så tyndbenet, at man sagtens kan drikke det, uden at syrligheden bliver egentlig væmmelig. Den er højest et irritationsmoment i en øl, der tydeligt er mere til tørst end til trøst – især hvis man holder af godt øl.
Og hvis dette bliver niveauet, så kan det godt være, at jeg skyder afslutningen til engang først i november … 2016.
