Van(d)lig standard
Efter en rundtur i det danske med både tynde, meget tynde, men også gode og særdeles gode danske øl, vender vi atter engang snuden mod vest og det store USA, hvor vi i staten Maryland tidligere stiftede bekendtskab med mikrobryggeriet Flying Dog Brewery. Sidst drejede det sig om en Witbier efter belgisk forbillede, der, det faktum, at jeg ikke bryder mig om witbier taget i betragtning, kunne være faldet langt mere uheldigt ud.
Denne gang er der tale om endnu en klassisk – eller uinteressant, afhængigt af øjnene der ser – øltype, nemlig det, amerikanerne kalder en lager, og det vi herhjemme kalder en pilsner. Lyst undergæret bryg, som vi kender det fra de grønne og brune standardflasker herhjemmefra. Amerikanerne har dog virkelig brilleret på dette område i et omfang, jeg ikke troede var muligt. Så jeg håber på en ny overraskelse, uden dog at forvente det helt store. Jeg husker med gru på, hvad amerikanerne ellers har lavet af lyse pilsnerøl.
Skænkningen byder på traditionelt korngult bryg med en snehvid skumkrone. Skummets struktur gør det en kende mere holdbart og cremet, end man er vant til. Det falder ikke, men brækker snarere i stykker og synker sammen. Bunden ryger først, så toppens mønster bevares indtil også dette opløses på bryggets overflade. Duften er en meget traditionel blanding af korn og humle – som man kender den herhjemmefra, måske en tand skarpere i duften, men det kan lige så vel være forventningen om noget godt – eller i det mindste bedre end man er vant til – der gør, at oplevelsen synes en kende større end ved det jævne danske pilsnersprøjt.
Og at netop forventningen giver en illusion af større oplevelse erkender man endelig i smagen. Den lader rigeligt tilbage at ønske i forhold til de andre amerikanske kvalitetsøl, Fakta Njalsgade lå inde med. Og så alligevel må man indrømme, at i betragtning af, hvad man ellers kan komme ud for af meget tynde og decideret ækle danske og amerikanske pilsnerøl, så er denne jævne pilsner i det mindste dejligt frisk. Den klassiske pilsnerhumle leger en velkendt, men alligevel tilpas underholdende leg med smagsløgene, og i eftersmagen optræder en overraskende langvarig og velplaceret bitterhed af hasselnødder. Brygget er som sagt frisk – eller vandigt om man vil uden at smage grimt, og det er kun i bundsjatten, at antydningen af et ubehageligt element i form af noget karkludsagtig syrlighed melder sig. Men det er som sagt først meget sent, og ikke af en styrke, der sådan rigtig vælter noget.
Man kan dog næppe rose øllet for ikke at være ubehageligt. For at score mere end en jævn karakter, skal brygget byde på egentlig kvaliteter fremfor fravær af dårligdomme. Det gør denne pilsner kun i begrænset omfang, og formår derfor kun at snige sig op på linje med de danske pilsnere, der lige netop formår at hæve sig over det allekedeligste.
