Toppen af det tynde …
Jeg er tilbage efter juleferie. Heldigvis har jeg i de forløbne dage ikke smagt mange nye øl. Faktisk var der kun én selve juleaftensdag, jeg ikke havde prøvet før.
Den kommer jeg til, så snart jeg har fået anmeldt denne øl, som jeg prøvede nogle dage før jul, og som jeg ikke nåede at få anmeldt før julen – med alt det tidsunderskud den også byder på – var over os.
“Uglens Danish Pride” – ja, alene navnet giver jo ikke bare en bitter, men snarere harsk og under alle omstændigheder dårlig smag i munden. Det ligefrem emmer jo af småborgerlighed, smålig nationalisme, småhooliganisme af den ikke-farveblinde slags endda. Hvad end baggrunden er for bryggets navn, signalerer det i hvert fald ikke særlig heldigt i denne bloggers øjne.
Egentlig havde jeg gættet på, at undskyldningen var noget landsholdsfodboldmæssig, men så heldig er jeg åbenbart ikke. Navnet er åbenbart valgt som afløser for ‘Pokal Luxus’ fra dengang Vestfyen leverede Pokal-serien til COOP. På et tidspunkt har brygget også heddet ‘Royal Pride’ – og det er jo næsten lige så slemt.
Ja, Vestfyen formår virkelig at vække alle de forkerte associationer (kongehus, småracisme og ikke mindst *YDRK* dansk landsholdsfodbold …) med bryggets navn. Produktet fik jeg i øvrigt af min eks-hustru, der havde fundet den i sit køleskab efter sin indflytterfest. Ingen aner, hvor den kom fra, men pludselig var den der – og da hun vel nærmest kun drikker øl ved festlige lejligheder, kunne jeg jo lige så godt få den med en af gangene, hvor jeg kom forbi for enten at hente eller aflevere ungerne.
Jeg drikker jo hvad som helst, folk vil kaste efter mig. Skulle jeg få noget kedeligt eller direkte ringe, udebliver underholdningen ikke, for den vokser så meget desto mere, når jeg skrider til anmeldelse. Udsigten til en underholdnende anmeldelse af denne øl er relativt god ud fra bryggets ydre. Faktisk har det allerede været mere end jævnt fornøjeligt bare at tirere over navnet, og går man videre til indholdsfortegnelsen er der også rigeligt at tage fat på. Majs, glukosesirup, kulsyre og ascorbinsyre – hele fire tilsætningsstoffer på én gang, som et kinderæg lagt af en påskehare med med en defekt lommeregner.
Vel, i det mindste kan brygget, i betragtning af at det er tilsat c-vitamin, næppe forårsage skørbug. Skader på iris og øjeæble kan dog ikke udelukkes i betragtning af, hvor lyst brygget er. Som minimum må man forvente lettere sneblindhed som følge af den skinnende hvide skumkrone og dens udbredelse.
Brygget smager også lyst … ja, det lyse er et gennemgående tema. Skumle mistanker om markedsføring af øl til segmentet til højre for DF formår brygget i det hele taget at fremkalde i vid udstrækning. Egentlig evidens for dette kan jeg dog ikke udpege, og vælger derfor at tro det bedste. Og det ville også være ærgerligt at skulle boykotte en lys øl, der faktisk smager overraskende godt.
Ja, på trods af et væld af tilsætninger og unødigt høj alkoholprocent på 8 lagt oven i en jævn, småtynd pilsner med tvivlsom markedsføring, ja, så smager brygget faktisk godt.
Let alkoholisk sødme og fylde uden den mindste antydning af harskhed eller anden missmag, masserer og aer blidt tunge og gummer. Honning blander sig diskret med en forsigtig krydderiblanding involverende kardemomme og allhånde. Det hviler smukt i munden, og skønt man mærker alkoholen – eller måske netop fordi man mærker alkoholen – overraskes man for hver tår over, hvordan velsmag består, og missmag – sprittethed, harskhed – aldrig indfinder sig.
Veltilrettelagt og harmonisk. Dette er bestemt en af de beste spritterøl, jeg i min tid som ølblogger har prøvet. Jeg forstår stadig ikke den lidt for let misforståelige markedsføring af produktet. Kombination af ‘dansk’ og ‘stolthed’ appellerer ret ofte til et segment, som jeg ikke ser mig selv som en del af.
Men det skal indholdet af den skal, som markedsføringen er plastret uden på, jo ikke lide unødigt under.
