Vigende fylde …
Forleden onsdag – ja, faktisk før jeg prøvede Lervigs fine ekstra hårde IPA, men det er jo ikke første gang, kronologien ryger – var jeg i biografen med min gode ven og hyppige gæsteanmelder Marcus. Forestillingen stod på Deadpool 2 – en film, der egner sig fint til at blive set efter et par gode øl. Dem stod Marcus for, og selvfølgelig var der også én, jeg ikke havde prøvet før iblandt dem.
Eftersom vi havde besluttet os for, at vi ikke bare ville nyde et par øl før filmen i det fine sommervejr, men at vi også pligtskyldigt ville både bumse og bøve ved samme lejlighed, drak vi øllene af flaske, henslængt på granitten ved en af Axeltorvs lidet dekorative, men i det mindste i sædehøjde lemfældigt opmokkede skulpturer. Det er den slags skulpturer, min ekshustru så rammende har betegnet ‘erhvervskunst’ – men også det er en tangent, jeg hellere må slippe nu, før jeg farer for langt ud af den.
Men bøves og bumses skulle der. Vi fordelte opgaverne ligeligt imellem os, og skiftedes dertil. Men da både det at bumse og at bøve altså indebærer at indtage alkohol uden at hælde det i en sekundær beholder først, vil en visuel beskrivelse af brygget udeblive denne gang.
Min notesbog havde jeg heller ikke, så min i telefonen indbyggede diktafon måtte til hjælp. I baggrunden af optagelsen kan man høre Marcus hovere over, at jeg måtte vende flasken om, og tjekke bagetiketten for at få bekræftet, at APA rent faktisk står for ‘American Pale Ale’. Det er brygget jo egentlig ikke, da det er brygget i Hedehusene – men illusionen om amerikani og københavnerisme er intakt med titlen, der angiver de to første cifre i Nørrebro Bryghus-restaurantens postnummer.
“Duften er sød, blomstret og aromatisk med duft af citrongræs, bergamot og …”
“sømandstøj?”
“Nej, ikke sømandstøj, Marcus …”
“Og kartofler …”
“Marcus, vi to kender hinanden for godt, kan jeg høre, til at du kan sidde ved siden af, mens jeg anmelder øl.”
“Fair nok,” svarede Marcus og mumlede et eller andet, undvigende der fortabte sig i byens afdæmpede støj og sommerbrise.
“Men jeg må jo drikke den ud af flasken – det bliver man jo nødt til ind imell… Nej, Marcus! Jeg skal ikke hælde den op i dine fremstrakte krummede hænder!”
Hvor sådan et gammelt venskab dog kan være en uudtømmelig kilde til lige dele moro og narrestreger.
Vel, ved smagning hæftede jeg mig som det første ved bryggets vigende fylde. Aromaen er ellers nogenlunde på plads med en aromatisk alteabund, der næsten bliver mintagtigt sviende ved gummer og bagtunge. Humlen er frisk, skarp og i det søde hjørne. Noter af citrongræs og grape placerer brygget i den syrligt-lette ende …
… og det er jo dejligt. Men den er fortsat til den tynde side, så nogen topscorer bliver den ingenlunde.
Marcus mente, i et anfald af uforklarlig seriøsitet, at jeg burde have skænket den i et glas. Det kan da være, jeg laver en revisited en dag, men lige nu er motivationen for dette ikke stor, da oplevelsen alt i alt er væsentligt tættere på det middelmådige end det fremragende.
