Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Tuborg Super Light, Carlsberg (Det TYNDE øl fra Fakta XV)

– Så hellere postevand!

Før dagens tirader har jeg en opfordring til bloggens læsere. Køb standardøl fra Thisted Bryghus! Ifølge Beerticker slås bryggeriet for femte år i træk med et underskud, denne gang på knap trekvart million kroner. Grunden til, at jeg sådan går i vælten for standardøl, når nu jeg skatter specialøl højest, er, at Thisted Bryghus siden 1995 har været pionerer inden for økologisk ølbrygning i Danmark. Ikke alene lavede de det år Danmarks første økologiske ølprodukt, deres økologiske produktion har sidenhen været målrettet det brede publikum, med en klassisk pilsner og en guldøl, blandt andet, så økologiske øl kunne blive del af danskernes standardudvalg, frem for at øko-øl kun skulle være dyre specialiteter til særlige lejligheder.

Så køb øl fra Thisted Bryghus – især de økologiske standardøl – så vi også i fremtiden har en leverandør af økologisk standardbryg af i øvrigt over standard kvalitet.

Kvalitet kan man til gengæld ikke finde meget af i dagens øl. Tuborg Super Light er ellers Carlsbergs store satsning på det alkoholfri ølmarked, og uanset hvad jeg mener om det, er det en kendsgerning, at mærket har bidt sig fast i løbet af de godt 15 år eller deromkring, det har været på markedet.

Men om jeg fatter hvorfor? Efter at have åbnet dåsen, konstaterer jeg, at den ikke dufter af noget som helst. Min kære viv, der har en meget god lugtesans, hævdede dog, at den lugtede af lidt, og at det faktisk var øl, den lugtede af. Jeg kunne ikke mærke noget. Som øllet blev hældt op i glasset, dannede der sig et lag af skum øverst, der faktisk var godkendt, men ikke hjalp på den meget lyse og meget gennemsigtige farve på selve brygget.

Og skummet hjalp heller ikke på smagen …

Tuborg Super Light smager mestendels af fortyndet vand, og kulsyreindholdet er for lavt til at give brygget nogen vederkvægende egenskaber overhovedet. Med andre ord føles det om muligt tyndere end Dansk Light fra Harboe. Samtidig indeholder det et stænk af noget surt stads, der vanskeligt lader sig beskrive, og som i øvrigt ikke minder det mindste om hverken humle eller malt. Her er det så, man forundres over det lille mærke i toppen af dåsen, hvor der står “Ny smag”. Hvis dette er Tuborg Super Lights nye smag, og man antager, at bryggeriet ikke forsøger at gøre sine øl ringere, så vil jeg slet ikke tænke på, hvordan nærværende “øl” kan have smagt tidligere. Den nye smag skyldes muligvis den tilsatte aroma. Men hvilken aroma står hen i det uvisse. Måske er der tale om vandaroma, der skulle dæmpe den sure, sæbeagtigt-metalliske bismag. Hvis det derimod er aromaen, der giver denne bismag, er der tale om en større katastrofe for ølbrygning end Tuborg Lime Cut.

Tuborg har i hvert fald længe været Carlsbergs eksperimentelle brand, hvor man afprøver smarte nye ølprodukter, der åbenbart ofte falder fuldkommen til jorden, når det gælder almindelige kvaliteter såsom smag og drikkelighed. Det er åbenbart en tendens, der har fandtes længere, end jeg troede. Hvad angår dette gamle produkt ved jeg ikke, om jeg skal græde eller grine hånligt og pege fingre. Som det positive menneske, jeg trods alt bilder mig ind, jeg er, vælger jeg at grine hånligt og pege fingre, selv om man måske med rette kan sætte spørgsmålstegn ved, hvor positivt det egentlig er.

Lige som dagens indlæg startede med en opfordring, slutter det også med en opfordring. Hvis man af den ene, den anden eller den tredje årsag er på vandvognen, så frem for at hælde dette smagsløse, udrikkelige sprøjt i ganen, så drik sodavand, saftevand eller postevand i stedet. Det smager alt sammen af mere – og bedre!

Nul smag – nul stjerner!
0-stjerner

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme