– Uden særlige meritter
Kylle Kylle er Carlsberg-bryggeriets forsøg på ved hjælp af Tuborg-brandet at skabe endnu en markedsføringssucces, som snebajeren har vist sig at være. Det er vist aldrig lykkedes så godt, men så er julen jo alt andet lige også en højtid, vi herhjemme går en kende mere op i end påske. Alligevel er det vel nok den kendteste påskebryg i Danmark, og midlet har ligesom ved snebajeren været en meget massiv og bevidst markedsføring fra Carlsbergs side.
Det er efterhånden blevet en sikker erfaring, at hvis øl markedsføres aggressivt, så går det ud over kvaliteten. Jeg forestiller mig, at man forud for lanceringen af en øl har et budget, som man – meget skarptskåret – kan bruge til to variabler: 1. Kvalitet og 2. Markedsføring. Variablerne er omvendt proportionale. Jo højere den ene er, desto lavere er den anden – det giver sig selv, at hvis man bruger flere ressourcer på at øge kvaliteten, vil der ikke være så mange til markedsføring og omvendt. Der findes en række fine eksempler på netop dette. Det indtil videre bedste, synes jeg er Cults metalliske humledanskvand Kay-Sar, af hvis virale reklamer internettet så småt er begyndt at blive inficeret.
Den snedige læser vil nu tænke “hov, hvad med Harboes øl – de smager mestendels forfærdeligt. Men de reklamerer da ikke skånselsløst overalt.” Her er min pointe, at Harboes budget åbenbart er meget lavt, og at de både bruger få ressourcer på kvalitet og markedsføring. Forskellene i kroner og ører på, hvad de bruger på det ene og det andet vil på grund af det samlede budgets lidenhed altid være for småt til, at det får betydning for, hvor markant kvalitet eller for den sags skyld markedsføring kan blive.
Det skal blive spændende at se, om “Kylle Kylle” også er udtryk for denne tendens, for der kan i hvert fald ikke herske tvivl om, at marketingafdelingen har været på overarbejde hvert år i forbindelse med, at den er sendt på markedet. Ét ud af mange eksempler er den såkaldte P-dag, der i år var 25. marts, hvor brygget sendes på gaden, ledsaget af utallige arrangementer i samme anledning på landets værtshuse. Det er en klar parallel til J-dag, og dermed også udtryk for Tuborgs marketingafdelings totale mangel på fantasi. I det mindste ser det dog ud til, at de har droppet en pendant til de såkaldte snepiger her op til påske. Det er glædeligt, at den lumre markedsføring i det mindste ikke følger med som en nødvendighed.
Efter åbning finder et gyldent til orange humleprodukt ned til glassets bund, og danner en luftig hinde af bobler øverst. Nej, skummet er ikke særlig prangende. Duften er tilsvarende uengageret, den er meget kornet, ledsaget af en markant humlebouquet, der dog savner elegance og originalitet.
Smagen vil jeg beskrive som en tør, bitter humlesmag, kraftig og fyldig, der nok kan matche de foregående to påskeøls bitterhed – i kraft i hvert fald – men fuldkommen savner den sødme, der også karakteriserede de foregående. Dermed kommer den til at fremstå som den halve fornøjelse af, hvad en påskebryg kan være, og den ligner – foreløbig i hvert fald – mest den blomkålsbitre Hannibal fra De 5 Gaarde/Harboe.
Tuborgs Kylle Kylle er en kylling, hvad angår modet til at lave noget exceptionelt. Der er ikke noget overraskende, eller i det hele taget særligt godt, ved denne lidt kedelige guldøl. Ja, jeg mener, det er en guldøl, for som en sådan kunne den lige så godt være lanceret, med sin højere styrke og lidt mere markante – men i øvrigt ikke specielt velgørende bitterhed. Den repræsenterer også den foroven beskrevne regel om den omvendte proportionalitet mellem markedsføring og kvalitet – der er ikke noget at komme efter, selv om markedsføringen krampagtigt prøver at få det til at tage sig således ud.
Stod det til mig, var det med Tuborgs eget ord – en om’er.
