«Jeg kan kun forsøge at hensynsløst kritisere det, der er. Indvendingen jeg bliver mødt med: at man, når man øver kritik, også er forpligtet til at sige hvorledes det kan gøres bedre, holder jeg for en borgerlig fordom»
– Theodor W. Adorno
Jeg ofrer mig gerne i embeds medfør, og gør ting, som jeg ellers aldrig ville gøre. Jeg vil endda gøre ting, der kompromitterer min selvagtelse, min respekt hos offentligheden, samt min evne til nogen sinde at få min tillid til dansk ølbrygning tilbage.
Disse tre ting, plus en liste længere end den kinesiske mur, har jeg udsat mig for, ved at drikke Tuborgs nye produkt “Tuborg Lime Cut”.
Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde …
Jeg havde forventet noget kvalmt, sødt, klistret, cideragtigt stads. Det fik jeg ikke. På den anden side, – og det er det mest positive, jeg kunne forestille mig før jeg prøvede den – ville jeg ikke udelukke, at den kunne smage Radler-agtigt. Etiketten på bagsiden afslørede imidlertid, at øllet var brygget af “glukose sirup” (ja, stave kan de heller ikke), “glukose-fruktose sirup” (sic), “limejuice” og “naturlig aroma“. Jep, den er god nok! Beskidt øl! De nævnte tilsætningsstoffer lader desuden til at have indgået i brygningen, og er ikke noget, der er blandet i bagefter. – Altså ligner det ingenlunde Radler. Heller ikke i smag, i øvrigt. Radler smager for det meste af noget, uanset hvem der har brygget det, eller selv lavet det.
Nå ja, klistret sød og cideragtig var den heller ikke. Den var faktisk i overraskende grad næsten fuldkommen smagsfri.
Koncentrerer man sig lidt, mens man vælter det tisgule sprøjt længe nok rundt i mundhulen, opfanger man godt nok lejlighedsvis lige en antydning af ølsmag og syrligt-sød citron, som man kender det fra de hedengange gule sodavand.
Begge smagsindtryk er, som allerede rigeligt antydet, overordentligt svage. Ikke usandsynligt er det, at de gensidigt udelukker hinanden. Således overdøver surt gerne bittert, og vice versa. Der er en grund til, at man snakker om sur-sød, eller bittersød. For disse smagskombinationer komplimenterer udmærket hinanden. Der er en grund til, at man ikke taler om sur-bitter, eller bitter-sur. For disse smagskombinationer efterlader én med en, om ikke dårlig, så i hvert fald flad smag i munden. Således ender den småsure citronantydning og den småbitre humleantydning i Tuborg Lime Cut med at ophæve hinanden, og giver én fornemmelsen af at stå med en danskvand med stænk af citrus og humle i hånden. Eftersmagen består af en hul fornemmelse af at være blevet godt og grundigt bondefanget.
Havde den været kvalmt cideragtigt, havde den i det mindste haft noget karakter.
Det er en “øl” brygget lige til at hælde i løgnhalsen. Vil man have noget, der smager bedre, kan man åbne for vandhanen. Det er ikke en øl til ølbogen, men til glemmebogen, sammen med andre ligegyldige øl, som Carlsberg Ice, Dark og Harboe Silver.
Den fortyndede vandvariant “Tuborg Lime Cut” er, som de fleste nok har lagt mærke til, blevet markedsført med en sjælden brutalitet her op til Grøn Koncert-sæsonen. Og med de navne, der er på programmet, forstår man måske godt, hvorfor Carlsberg netop nu sender et så karakterløst produkt på markedet. Hvorfor er Carlsberg ikke bare ærlige, og giver produktet et passende navn? Hvad med f.eks. “Medina-øl”. Så har de et konkurrerende produkt til Nik&Jay-øl og Sidney Lee-øl. Tuborg Lime Cut minder i øvrigt mindst lige så meget om øl, som disse konkurrerende produkter gør.
Det måske mest interessante ved denne øl er markedsføringen af den (og der skal bestemt ikke meget til, før noget er mere interessant end væsken i den flaske!) På Tuborgs egen hjemmeside, skriver de under ‘øl fakta’ (sic): “Brugen af sirup under brygningen giver sammen med pilsnermalt den lette smag […]. Humledoseringen er holdt lav, så humlebitterheden matcher den lette smag.” Med andre ord: En øl, der ikke smager af øl, og tilmed markedsføres, som en øl, der ikke smager af øl.
Sic transit gloria mundi.
