– Sur sur sur, lille øl omkring
Jeg har været et lille smut omkring min faders hus i Hvalsø, og holder dermed en velfortjent og kærkommen pause fra nytårstemaet. Nærværende øl forhandles ganske vist også i Fakta, men da det ikke er der, den er købt, synes jeg ikke rigtig det gælder.
Jeg husker tydeligt, da Tuborg Classic blev lanceret. Det skete i 1993, jeg var lige blevet færdig med 2.g. og jeg boede i lejr på Roskilde Festival med en af marketingfolkene bag logoet. Det var dengang marketingfolk endnu ikke var slikkede lapser, der konstant forsøger at strangulere sig selv og sætter håret med lige dele UHU og Araldit. Han var, hvad man kunne kalde en brovten hippie, kørte i Citroën (ak, ikke 2CV) og prøvede ikke at være ung med os unge – for der er ingen grund til at prøve på ting, som falder en fuldkommen naturligt. Han spankulerede rundt med en bred kasket med Classic-logoet på, som han (vist nok) var pavestolt over at have designet.
Til gengæld husker jeg ikke, at han havde en eneste Tuborg Classic med. Grunden dertil kunne være ganske simpel, nemlig at han ikke følte helt samme stolthed over brygget, som han følte over designet. Eller også er det bare en efterrationalisering fra min side, der bedst passer til, hvad jeg selv mener om den sag.
Hvorom alting er, er Tuborg Classic en øl af typen Wiener, der ligesom Münchner-øltypen (i denne blog for better or worse betegnet bajersk øl) er en ældre øltype. Netop som jeg stod i begreb med endnu at blamere mig med mit i virkeligheden begrænsede kendskab til stilartsdefinitioner, fik Per Nielsen, redaktør på ØlentusiasteN, sat tingene på plads for mig. Classic Pilsneren er altså ikke, som jeg måske er kommet til at antyde tidligere en nyopfunden konstruktion af, hvordan øl var tidligere. Det er rent faktisk en øltype, der var mere fremme i de gode gamle dage.
At kalde en Wiener-øl ‘classic’ er altså slet ikke så weit hergeholt, og når nu det netop er Tuborg Classic jeg sidder med, (i overført betydning, for i skrivende stund sidder jeg egentlig på min fars kontor med min lille søn i favnen, mens jeg prøver at holde – og underholde – ham med den ene hånd, og skrive med den anden. Øllet drak jeg i går aftes på en … lad os bare sige ikke super fantastisk midtsjællandsk restaurant) skal men heller ikke glemme, at det faktisk var Tuborg, der lancerede Classic-konceptet med netop denne øl. Siden da har Carlsberg enten scoret kassen helt vildt på royalties fra de andre bryggerier, der har taget konceptet til sig, eller også blev konceptet aldrig brandet, og Carlsberg må så have grædt lige så meget snot, som de ville have tjent knapper.
Wienermalten gør denne type øl lidt mørkere end pilsnerøl og her er Tuborg Classic ingen undtagelse. Den er dog ikke så mørk som bajersk øl, der til tider næsten er sort. Skummet er hvidt og skrøbeligt og yder ikke udseendet nogen ekstra karakter.
Smagen er ukompliceret kornagtigt maltet i begyndelsen, men desværre melder der sig hurtigt en syrlig bismag, der ikke gør øllet noget godt. Faktisk betyder syrligheden, at den ellers runde og behagelige maltsmag overdøves endda temmelig meget. Det er ikke så galt som ved visse andre pilsnere, som jeg har anmeldt på det sidste, idet bismagen ikke ligefrem tager over og bliver primær. Bag syrligheden kan man godt fornemme, at der er fyldt mere på af både humle og malt, og at den deraf følgende bitterhed ville have været både fyldig og intens, havde det ikke været for den i dansk pilsnerøl allestedsnærværende, evindelige, destruktive surhed.