Labert laurbærleje …
Her er to glædelige nyheder, som jeg vil starte dagens indlæg med at dele med læserne: Jeg har netop modtaget et parti øl fra Munkebo Brewery, som jeg vil begynde at anmelde, så snart et lille hængeparti af gamle anmeldelser er blevet eksekveret. Jeg glæder mig til at prøve de nye øl, som jeg vil anmelde i fjæset på Wacken Brauerei, der forsøger at få Munkebo til at trække øllene, der har navn efter nordiske guder, tilbage.
Den anden gode nyhed skylder jeg læserne tak for: I juni måned har mere end 5000 læsere klikket sig ind på min blog. Det er første gang i år, og jeg bliver bare glad, når jeg ser det ske. Tusind tak for interessen – jeg vil fortsætte min forsøg på at vække den, og i en eller anden grad ser det jo faktisk ud til at lykkes.
Nu til dagens anmeldelse. En amerikaner, der for tiden kan fås i Fakta (props til dem endnu engang).
Sierra Nevada startede som et af de mange mikrobryggerier, der gav den amerikanske og globale ølrevolution vind i sejlene. I dag er de blevet store – rigtig store, med kæmpe bryganlæg og masseproduktion. Kvaliteten er imidlertid ikke faldet … ikke særlig meget i hvert fald, og langt fra så meget som man kunne have frygtet af et lille firma, der får storhed at smage.
På andre punkter bevarer bryggeriet også gode takter. Deres produktion er baseret på solenergi som bryggeriet selv genererer, og på mange andre måder bestræber bryggeriet sig på en bæredygtig produktion, man kun kan beundre. Bare fordi man er blevet stor, behøver man jo ikke være et stort svin – eller et stort miljøsvin.
Hvor længe Donald Trump vil tillade bryggeriet at producere på den måde uden at sætte hæren ind, må tiden vise. At produktion på den måde lader sig gøre i stor stil og med sorte tal på bundlinjen er en effektiv fuckfinger til det neoliberale økonomiske paradigme. Men det er vel kun et spørgsmål om tid, hvor længe den økonomiske elite vil acceptere denne opsætsighed, og enten ekspropriere geschæften med vold, eller tvinge Sierra Nevada til udelukkende at bruge gensplejsede råvarer importeret minimum 10.000 km væk, dyrket med ekstra Round Up og pesticider, samt at koge urten op med østtysk brunkul.
Indtil da kan vi dog fortsat nyde Sierra Nevadas øl med nogenlunde ren samvittighed, og det var så, hvad jeg gjorde forleden aften.
Tropical Torpedo er tænkt som en variant over bryggeriets nærmest ikoniske Torpedo IPA, der i sin tid høstede topkarakter her på bloggen. Denne gang med aroma af Papaya og Mango – såvidt bryggeriet i hvert fald.
Brygget ligner dog mere overfladen på en messingblæser – men det er jo også meget kønt. Det efter alt at dømme filtrerede bryg dufter rent og klassisk af grannåle og friskskåret træ af samme art. Også smagen er klassisk – IPA hele vejen igennem, hverken mere eller mindre, ligesom man kender den og elsker den, og som man lige præcis ønsker, den skal være. Der er ikke de store overraskelser, hvilket ikke rigtig gør noget, fordi typen som den nu engang er, indeholder alt hvad man kan ønske.
Så intet ekstraordinært – og for øvrigt hverken mango eller papaya på trods af bryggeriet påstand derom. Men som antydet – det gør egentlig ikke noget.
