Trooper, Robinson’s Brewery

Så nåede vi så langt …

Jeg er nået til endnu en jubilæumsøl. Nr. 600 for at det ikke skal være løgn. Med denne øl, har jeg skrevet i alt 600 lange anmeldelser af øl fra hele verden.

I tråd med, hvad stort set alle andre mennesker gør, så synes jeg, det er lidt fint at markere de runde anmeldelser på en lidt mere udførlig måde. Jeg ved selvfølgelig godt, at talsystemer er arbitrære, og at 600 ikke ellers er noget spændende tal rent matematisk. Men lad os glemme det for et øjeblik, og i stedet nyde at alle cifre skiftede på én gang med en …

Iron Maiden-øl. Omsider fik jeg fat i et eksemplar. Jeg måtte betale fuld pris – 36 bobs, så hut hvisker, og det må siges at være i uorden. Det er jo bare for at få metalhoveder som mig selv til at købe øl til overpris, at der er smækket en etiket med motivet fra Singlen ‘Trooper’ på forsiden. Og øllet er jo sikkert bare noget ligegyldigt sprøjt – rent marketingstunt …

… og så måske alligevel ikke helt. Det viser sig, at blandt mange andre spændene og positive træk (såsom at være verdensklassefægter og uddannet operasager) er forsangeren i Iron Maiden, Bruce Dickinson, ligesom undertegnede, ølentusiast. Og øllet er altså ikke bare et arbitrært bryg med en fin etiket – det er faktisk smagt til og approberet af forsangeren selv. Det er næsten – men også kun næsten – lige så vildt som Monrad og Rislunds Pladderballe Bryghus-øl (for en sikkerheds skyld må jeg hellere understrege at ironi kan forekomme på min blog, i fald nye læsere ikke skulle være klar over det).

Det kommer næppe som den store overraskelse, at jeg er stor Iron Maiden-fan. Det bliver man nemt, når man i gymnasietiden har spillet i et Heavy Metal-orkester. Vi hed Manifest, og jeg spillede bas – og med det instrument er vejen til at blive Iron Maiden-fan heller ikke lang. Bandets bassist, Steve Harris, er også i den grad en klasse for sig, ligesom bandets andre musikere. Tænk blot på de flerstemmige guitarsoloer, der måske mere end noget andet er blevet bandets signatur – og trommerne … glem ikke trommerne.

Som live-band er de også uovertrufne. Over alt husker jeg koncerten ved Roskilde Festival 2003, hvor jeg skrålede mig hæs på “Bring Your Daughter to the Slaughter,” der vel næsten betegner den nedre grænse i bandets tekstunivers. Og det står ikke galt til, hvis teksterne aldrig bliver plattere end den, for den noget stereotype titel til trods emmer nummeret af ildevarslende, okkult offerstemning på en måde kun de bedste metalbands kan skabe den.

I den anden ende af spektret finder vi sange på tocifrede antal minutter, inspireret af episke digte fra den engelske guldalder, Science Fiction og moderne musicals. Bandet består af dannede mennesker, der kan skrive flot musik med aldeles vedkommende tekster, også gerne med social indignation.

Så derfor er jeg Iron Maiden-fan. Men nej, det betyder jo ikke automatisk at øllet er godt.

At det immervæk er approberet af en ølentusiast borger selvfølgelig for en vis kvalitet. Min gode ven og hyppige gæsteanmelder, Gedved, til gengæld, fik efter eget udsagn armene ned meget hurtigt og havde lidet andet end hån til overs for den.

Ikke desto mindre er det en af de øl, hvis aroma udløses straks ved åbning. Sød karamel og pilsnerhumle blander sig med en fyldig og markant appelsinaroma. Etiketten melder om citrus-noter, og det er ikke nogen tilsnigelse, selvom det er i form af det bitre og søde fra de orange frugter, og næsten så langt man kan komme fra de håndgranatformede grønne og gule af slagsen. Brygget selv ligner blankpoleret kobber – jeg kunne sagtens tro, at jeg aldrig har prøvet øl, der rammer det grundstofs farve så præcist, og det er jo svært passende, når nu der er tale om et Heavy Metal-orkesters konceptøl. Skummet er til gengæld traditionelt snehvidt og klæbende nok til, at det gør en i forvejen vellykket visuel oplevelse en smule mere spændende.

Smagen byder på en både fyldig og lækker maltprofil. Igen gør karamellen og appelsinen sig gældende, og allerede her bliver der lagt en aldeles nydelig bund. Derefter sætter humlen ind med en behagelig prikken af frisk løvtræ, for i eftersmaget at gå over i et ikke lettilgængeligt besk indslag af hasselnødder, der er blevet for gamle. I øl gør det sig godt i modsætning til, hvordan det gør sig i hasselnødder.

Heavy Metal-karakteren findes nu stadig mest i bryggets visuelle fremtrædelse, mens smagen overordnet set er for rund, mild og – trods den kantede eftersmag – lettilgængelig til helt at fortjene det hædersmedalje (det er jo en Trooper). Men at den skulle være kedelig, eller endda smage grimt er jeg lodret uenig i. Det eneste jeg kan beklage mig over er prisen, der er langt højere end den ellers mere end godkendte kvalitet. Sådan er det jo desværre med konceptøl – der postes sikkert en helvedes masse marketingpenge i brygget, og de skal jo på en eller anden måde hjem.

Glemmer vi for en stund hjemlige Monrad & Rislund (hvis Kakkerlakpuler og Monrad & Rislund [classic] faktisk giver den her baghjul) er denne bestemt den bedste band-konceptøl, jeg har prøvet. Men kigger man udelukkende på store internationale metalbands, har jeg jo faktisk kun prøvet denne og AC/DC fra tyske Karlsberg. Uanset hvad er begge disse øl aldeles udmærkede at tage med til koncert – de er ikke for komplicerede til at nyde til noget hård rock, og det der er tungere, og på den anden side heller ikke så kedelige, at de ikke giver supplement til oplevelsen.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!