Pretty Maids …?
Med jævne mellemrum udgiver britiske Robinson’s Brewery en øl over temaet ‘Trooper’ – det navnkundige track fra Iron Maiden-albummet ‘Piece of Mind’ fra 1983. Det er brygget og smagt til i et samarbejde mellem brygmester (som ikke er navngivet på bagetiketten), og Iron Maiden-forsanger Bruce Dickinson. Denne gang lader det til, at parret har lagt det krigeriske tema lidt på hylden, mens det historiske fastholdes. Porteren er brygget efter en recept fra omkring 1850, hvor typen vandt popularitet i oprindelseslandet England.
Det er så heller ikke lang tid før Krim-krigen, der brød ud i 1853, og som leverede inspirationen til det nummer, der mange år efter dets udgivelse gav liv til nærværende serie af konceptøl. Indtil videre mangler serien dog at imponere ud over det sædvanlige. Det har da været jævnt godt, og måske endda en smule mere indtil videre, men noget verdensklassebryg er der altså ikke tale om.
Umiddelbart synes dette bryg adækvat mørkt … indtil man holder det op mod lyset – og her er en rispapirlampe med en LED-sparepære så rigeligt – så opdager man bryggets klarhed, og flotte, omend også bedrageriske røde kulør. Selvom gyldentbrunligt skum og initialt mørke vil have én til at tro, at her er der tale om et lille stykke nathimmel, løsrevet fra firmamentet, bliver man altså skuffet. Duften er til gengæld ligefrem – uden at love det store, lover den stadig godt. En nydelig bittersød note af ikke alt for børnevenlig lakrids formår at skrue forventningerne en smule i vejret efter at den visuelle oplevelse snublede i opløbet …
… og forventningerne indfries faktisk – sådan nogenlunde i hvert fald. Smagen er i hvert fald velintegreret. En bund af fyldig kaffe tones af markant engelsk lakrids, der en adækvat styrke til trods aldrig kommer til at smage tør eller støvet. Nogen ekstrem, eller bare kraftig stout, er der til gengæld ikke tale om. Det er såmænd ganske rart – endda med en lille kant – men man kommer aldrig i nærheden af de legendarisk farlige stouts, jeg i min tid har prøvet.
Og efterhånden mister brygget desværre også lidt af sin aroma og fylde, og ender med at blive en smule vandet. Det er på ingen måde Darkthrone eller Gorgoroth, ej heller Napalm Death, Carcass eller Slayer – Det er faktisk ikke engang Iron Maiden – langt fra endda. Vi er nede omkring Pretty Maids, Foreigner eller Journey, når sidsnævnte ellers en sjælden gang imellem er et hardrockband af gavn og ikke bare af navn. Men helt nede ved Big Fat Snake med distortion er vi trods alt ikke …
… eller “Volbeat” som de vist nok kalder sig.
