Så nydeligt det passer sammen …
Hermed rundes den lille triologi om ‘De øl, jeg fik af Paul’ af med et slags jubilæum: Øl nummer [trommehvirvel] – 666! Det var dét, jeg hentydede til, da jeg opfordrede til at følge med, da jeg anmeldte den første i Pauls ølgave.
Brygget er en ‘limited edition’-opfølger til den oprindelige Iron Maiden- øl, der blev anmeldt her på bloggen som nr. 600. Relativt kort efter blev jeg kontaktet af den føromtalte Paul, en fast læser af bloggen, der kunne fortælle, at han havde den perfekte øl til min anmeldelse nr. 666. Og det må jeg give ham ret i – alene ud fra øllets navn, endskønt talkombinationen faktisk er en genganger.
Af bagetiketten fremgår det, at der under slaget ved Balaclava i 1854 under Krim-krigen – slaget, der inspirerede Iron Maidens nummer “The Trooper” (der senere inspirerede de to Iron Maiden-øl) – ifølge den nyeste forskning var 666 britiske soldater, der angreb, og ikke 600 som der tidligere skulle være oplyst. Det er jo lige til at blive numerolog af. Jeg anmeldte den oprindelige Iron Maiden-øl som nr. 600, og dengang gik man ud fra, at ca. 600 briter angreb. Nu anmelder jeg denne som nr. 666, netop som man har fundet ud af, at det også var det egentlige antal soldater i angrebet.
Men come on … mon ikke den egentlige grund til denne special edition er at minde os om et andet Iron Maiden-nummer?
Alkoholprocenten ligger på 6,6, og så mangler der jo bare én decimal mere, før det hele stemmer, men den slags er der jo ikke tradition for at angive (formentlig fordi usikkerheden er for stor). Det er mere alkohol end i den oprindelige, fremgår det af bagetiketten, selvom recepten skulle være den samme. Desuden skulle dette bryg have mere smag, og hvordan man nu får mere smag og alkohol frem, selvom man bruger samme recept, skal man nok være brygger for at regne ud.
Jeg siger dog ingenlunde, at marketingafdelingen hos Robinson’s, der forfatter bagetiketterne, vrøvler – blot at jeg som lægperson tillader mig at undre mig. Jeg tager som altid gerne imod kvalificerede forklaringer – fx i kommentarfeltet, hvor alle læsere kan nyde godt af guldkornene.
Jeg vælger uanset hvad at stole blindt på Untappd’s påstand om, at der er tale om en ‘bitter’ – det var den oprindelige også. Umiddlerbart synes jeg dog mest af alt, den ligner en classic, eller en wiener, som det jo egentlig hedder. Brygget er tydeligt filtreret, skummet er uprætentiøst hvidt, og indtil videre ligner det ikke nogen heavy metal-øl. Og selvom bouqueten såmænd nok virker mere humlet, end jeg husker, den oprindelige var, føler jeg ikke, at vi er langt fra pilsnergenren.
Den syrlige kant, der også er i duften, og som får det til at rive lidt ekstra i næseborene, er til gengæld ikke til stede i smagen – og det er bedst sådan. Den ekstra smag kan bestemt mærkes. Der er knald på en humlebitterhed, der støder dybt ned i tungen, og lægger sig besk ved gummer og mandler. Desværre går det ekstra knald ud over kontrollen, for brygget forekommer mere voldsomt end egentligt rart.
Brygget skal skam roses for den ekstra kraft og karakter – og at fylden i øvrigt ikke er glemt. Det oprindelige bryg var klart mere letdrikkeligt og koncertegnet, mens dette er tungere, sværere tilgængeligt, og ikke ét, der vil falde i helt så mange kunders smag.
Respekt for det – men lidt mere almindelig velsmag, ville have klædt det.
Tusind tak til Paul for tre fine øl. At få lejlighed til at prøve denne øl er en ære, jeg sætter stor pris på. Til gengæld indrømer jeg på stedet, at de to Guldhammer-øl, Citrillo og Emigranten var væsentlig større øloplevelser, og nok i grunden ikke nemmere at opstøve end nærværende Special Edition-bryg.
