Listen her omfatter ikke nødvendigvis de bedste IPA’er jeg har prøvet. Derimod repræsenterer de dem, jeg husker bedst, dem der mere end nogen andre har formet mit syn på typen og dem som jeg mener, man ikke kan komme uden om, hvis man vil vide, hvad en god IPA er.
Det må perler som bl.a. Kabinet’s ‘SuperNova‘ og Amager Bryghus’ ‘Gluttony‘ lide under. Hvor skønne hine bryg end måtte være, så har det ikke været dem, der afgørende har rokket ved min opfattelse om, hvad IPA kan som type.
Til gengæld har de været rigtig gode til at bekræfte, hvad jeg allerede vidste – men det er altså ikke helt nok.
- Focal Banger, The Alchemist – også kendt som den bedste øl, jeg nogensinde har smagt. Giver en fornemmelse af at tygge humlen rå – og så alligevel ikke, for det ville sikkert smage modbydeligt, i diamentral modsætning til dette … humledrikkens svar på det sixtinske kapel, den skumfødte venus og Mona Lisa. Glem ikke at drikke direkte ud af dåsen.
- Punk IPA, BrewDog – den første IPA, jeg anmeldte på bloggen og formentlig også den første, jeg nogensinde prøvede. Kærlighed ved første berøring af smagsløgene – hvis ikke allerede ved duften. Klassisk humlemonster, der formentlig virkede mere end nogen anden IPA som murbrækker for genrens gennembrud i Europa.
- Batch 1000, Amager Bryghus – en gedigen nyklassiker fra humlehovederne på Amager Bryghus. Lige så ren i IPA-udtrykket som den er kraftig og voldsom. Som selve manifestationen af IPA’en ide – i platonisk forstand er den alt hvad en IPA skal være, hverken mere eller mindre. Den gamle græske aristokrat tog fejl – ideerne findes skam hernede i fænomenverdenen også – hist og pist. God at nulstille smagsløg med, når der er ølfestival.
- Hophorn, Hornbeer – P’et er noget af en tilsnigelse, da brygget er sort som natten. Humlen fejler til gengæld ikke noget. Den river og flår som wasabi og gari, samtidig masserer den mørke malt lindrende bergamotolie og syrenblomstnektar ind i de smertende sår. Et studie i sødt og bittert, når begge dele er mægtigst i én og samme IPA.
- Torpedo Extra IPA, Sierra Nevada En filtreret IPA-klassiker, der er bredt tilgængelig, og som virkelig smager igennem. Her får man den fulde bitterhed og sødme som IPA-typen kan byde på, diskret serveret i en lettilgængelig pakke – nærmere betegnet som fast inventar på Føtex’ hylde for specialøl. Der kan den fås til omkring 25 kr. hvilket ikke er for meget for en IPA i absolut topklasse. Det perfekte sted at starte for dem, der vil lære genren at kunde uden at risikere at blive ruineret i forsøget.
Seneste kommentarer