Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Brokkasse

Her kan man more sig med at læse kasserede brokker og gamle indlæg uden relevans.

Blandt andet kan man finde omtaler af øl på top-5-listerne, der ikke længere er relevante af den ene eller den anden grund. Vid, at alt hvad man finder her er outdated og at det kun er mine OCD-tendenser og min diagnosticerede asperger der gør, at jeg ikke kan lade være med at opbevare dem.

Advarsel! Forvirring er overhængende, og vil formentlig med tiden stige eksponentielt vel hinsides det totale. Vid at jeg absolut ingen intentioner har om at holde særlig god orden på brokkerne.

Men en overskrift skal de da have …

Tidligere omtale af Royal Unibrew på Top-5 listen over billige, gode portere:

Royal Unibrews Royal Stout  skulle have været med på listen. Men den er taget af markedet, og passer derfor ikke længere ind som en af dem, der er tilgængelig for en billig penge – det kræver jo lissom, at den i det hele taget er tilgængelig.

Det er ærgerligt – ikke fordi brygget var nogen gave fra humlehimlen – men fordi der var et ganske stort misforhold mellem de to ting, som denne liste handler om, nemlig kvalitet og pris. Dette bryg leverede en ganske stor kvalitet i forhold til, hvor nærmest latterligt billigt det var.

Var det en femmer, man skulle smide? For den femmer fik man aroma af farinsukker, letbranket karamel og kaffe. Desuden bød brygget på en overraskende humlet eftersmag, der for så vidt brød med stout-stilen, men ikke på en måde, der skæmmede det overordnede billede. Det var faktisk ikke bare velsmagende, men også spændende.

Men det ligger i dag kun i minderne. Den slags oplevelser til meget få penge hænger ikke på træerne, og nogle gange bliver de endda aktivt fjernet fra vores omgivelser. Det er rigtig synd – men det hænger vel sammen med markedsefterspørgsel, profitabilitet og en hel masse andet, jeg egentlig helst er fri for at skrive på min blog … eller at skrive i det hele taget.

Vel – Royal Unibrews Stout må vi undvære – tilbage er der det, der trods alt er mestendels bedre. Royal Stout skulle trods alt kun have haft den plads, Semper Ardens Porter har nu.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme