Et hængeparti …
Som de trofasteste af mine læsere vil vide, havde jeg købt denne øl i Fakta før jul. Mellem jul og nytår valgte jeg at ofre den til guderne/vætterne/nisserne/mikroorganismerne i min faders græsplæne – alt efter hvad man vælger at tro på – og forsynet … eller et svigtende salg (måske begge dele) gjorde, at jeg her i starten af året genfandt den i Fakta Hvalsø. Så skulle den da have en chance til.
Jeg må sige, at jeg ikke er flov over at have ofret denne øl til de højere magter. Nogen vil måske synes, det er synd, skam og overflødigt spild, men hey – husk, der også skal være noget til mikroorganismerne, hvis man ikke tror på det andet. Det viste sig nemlig at være den klart bedste af Tongerlo-øllene, så mine eventuelle mellemværender med de højere magter (og måske mikroorganismerne) burde være – om ikke nulstillet, så i hvert fald mildnet.
Hvad angår navnet, har jeg allerede revet mig i håret over det. “Ruby Red Øl” er et katastrofalt miskmask af engelsk og dansk, og hører ikke hjemme på en øletiket – eller noget andet sted for den sags skyld. Det skulle da lige være på en dumpet oversættelsesøvelse. Ikke desto mindre er den håbløse titel ikke helt misvisende. Der er tale om et rødbrunt bryg, herligt brusende, med en høj, råhvid og meget klistret skumkrone, der klæber sig i etager på indersiden af glasset, efterhånden som brygget nydes. Men allerede inden – ved duften – er brygget slet ikke så ringe endda. Brygget kombinerer humlearoma med en letsprittet omgang overmodne blommer, garneret med franskbrødsdej.
Smagen er skarp af gærede blommer, som man mærkede dem i duften. Brygget går lige i næsen, næsten så det gør ondt. Det overordnede smagsbillede er tungt og sprittet og sammen med humlen ganske overvældende. Løfter man tungen, og lader brygget tumle ned i gummerne, melder der sig en kraftig sød bismag – igen af blommer samt franskbrød – men uden helt så meget sprit og gær. Det virker velgørende overfor den hårdtslående primære smag.
Ruby Red Øl er ikke en elegant øl. Det søde og det sprittede og det bitre falder mere over hinanden end det samarbejder. Det gør dog ikke brygget dårligt – snarere spændende – for både det sprittede, det gærede og overmodne holder sig pænt på den rigtige side af stregen, så intet af det tager overhånd. Det er en kraftfuld øloplevelse og et modigt eksperiment udi ikke at få smagsindtrykkene til at passe for godt til hinanden, for på den måde at skabe noget nyt og dynamisk. Eksperimentet kunne være faldet meget mere uheldigt ud.
Den bedste Tongerlo-øl måtte jeg vente på, og det var ventetiden værd. Skål, nisser, vætter, guder og mikroorganismer – og far, som jeg delte øllet med. Selv hvis øllet havde været i en almindelig mængde, som fx en halv liter eller 0,33 liter, kunne jeg have fundet på at dele den, for den holder krasbørstige 8,5%. Drikker man alle 0,75 alene, skal man ikke køre bil lige foreløbig.
Du burde måske nævne hvad en Tongerle æl er for noget , for os uinvidede-men jeg giver dig ret i at den er sprittet , men såprøvede jeg at gøre som du ,at lade ø…en rulle i munden så alle smagsløg blev aktiveret-og ja det gav en helt anderledes smag spøndene , men ikke helt så opitimeret , til mine forventninger . men god er den da´´´´´´´´´