Lidt for let …
Gedved havde flere øl med. Men dem fik vi ikke smagt på. I stedet tog vi hul på én, jeg havde stående. En gave fra Kongebrygs Niels Kiens, som kom mig i hænde, da jeg tilbage i juli måned slog et smut forbi den gamle kaserne, på vej til Vordingborg for at bruge noget kvalitetsferietid sammen med min søn. Det var ved samme lejlighed, jeg slog et smut forbi Lille Skensved for at afhente de spændende øl fra en anden Niels – en af bloggens læsere, der skaffede mig den første afrikanske øl nogensinde at anmelde.
Navnet kommer af lokationen, den er brygget til – udskænkningsstedet ‘Tønden’ i Haslev mellem Ringsted og Næstved. Det er en Russian Imperial Stout lagret med egetræ, der først er gennemvædet med maricius-rom. Fint og dramatisk skal det være.
Det giver en tæt, mørkt bryg men kun med lidt tykkere viskositet end det jævne øl. Det bruser og knitrer aldrig så friskt og perlende – ja, jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg før har oplevet en så kækt brusende stout. Det er ikke brus og kulsyre, man normalt forbinder lige med den øltype. Brygget dufter let branket, men mere af alkohol. Det er næppe overraskende i betragtning af tilsætningen af rom.
Jeg fik to øl af brygmester. Ingen af dem var endnu etiketteret, så indhold af alkohol osv. må læserne have til gode.
Flere forskellige smagsnuancer slås for at komme frem idet glasset sættes mod læberne. Røg, chokolade, kaffe – alt sammen svøbt i en kækt brusende ramme, der de mørke indtryk til trods fremstår forunderligt let og elegant. Ikke bare visuelt men også aromatisk gør den rigelige kulsyre sit.
Med rette kunne man endda beskylde brygget for at være lige til den lette side. Den markante kulsyre og den spinkle viskositet gør ikke brygget tæt nok til at kvalificere sig som en regulær stout, men netop en meget let en af slagsen. På den anden side – brygget er tænkt som en Russian Imperial Stout, der netop gerne skal være sødere og lettere end de tunge britiske udgaver, og det må man sige, at brygget manifesterer til fulde. At det tog os i hvert fald en halv times samarbejde at komme igennem ½ liter (i alt – ikke hver) vidner også om, at brygget sin lethed til trods bestemt ikke er nogen bælleøl.
Tætheden og styrken er åbenbart ganske godt gemt – og intakt – derinde bag det lette, tynde og luftige gardin, der er bryggets førstehåndsindtryk.
At brygget ikke desto mindre hænger en smule i bremsen hvad den samlede oplevelse angår – en stout der tager så lang tid at drikke burde tage så lang tid at drikke på grund af sin tyngde, og ikke sine finurligt gemte hemmeligheder – var en oplevelse hverken jeg eller Gedved helt kunne slippe. Det er såmænd oplevelsen værd, det mørke bryg. Men der mangler fortsat lidt tyngde før man opnår den fuldfede stoutoplevelse.
Også selvom der er tale om en Russian Imperial Stout.
Om karakteren var vi enige:
