Wow …
Jeg er nu nået til den sidste øl, jeg prøvede, da jeg i sidste uge var på besøg på Amager Bryghus. En mistanke er begyndt at nage, nemlig at Amager Bryghus ikke bare har inviteret mig for at være venlige, men – nej, nu ikke misforstå mig. Jeg tror bestemt, jeg blev inviteret, fordi folkene på Amager Bryghus helt generelt er venlige, rare og flinke mennesker, men … var det nu virkelig kun derfor Amager Bryghus inviterede mig?
Jeg fandt jo blandt andet ud af, at Amager Bryghus ikke rigtig reklamerer nogen steder, men lader øllene sælge sig selv på deres kvalitet, og så i øvrigt lade rygtet om dem spredes fra mund til mund. I den forbindelse må al’ omtale jo være vigtig. Og en blog som min, der står mejslet i – om ikke sten, så i hvert fald i etter og nuller på det store fællesdrev, der aldrig glemmer – er det ikke et medie der nærmest er som skabt til at skabe opmærksomhed om Amager Bryghus i en bredere kreds?
Altså – se nu fx hvor mange gange, jeg bare i dette indlæg har skrevet ‘Amager Bryghus’. Hvad skyldes det nu? Er jeg blevet hypnotiseret? Er der indprentet subliminale budskaber på bryggeriets etiketter, der byder mig at gentage Amager Bryghus’ navn ad nauseam? Er jeg uforvarende blevet et instrument for en skjult dagsorden, der har til formål, at udbrede kendskabet til Amager Bryghus for en bredere masse af andre ligeledes uvidende borgere?
Og – allervigtigst – når nu det var mig, de inviterede. Vil det så sige, at de virkelig synes, at min blog … min sølle blog … er et værdigt medie til at varetage udbredelsen af Amager Bryghus’ gode rygte?
Åhr … det var nu alligevel pænt af dem, at de virkelig syntes det. Men at de gerne ville have mig til det, sagde de altså helt ærligt ikke noget om overhovedet. Hey, de kunne have hældt hundredevis af øl i mig, og jeg kunne have skrevet nul og ingenting om dem uden at bryde nogen på forhånd indgået aftale … Hvordan – hvordan kunne de vide, at jeg ville skrive om øllene bagefter?
Tror de måske jeg skriver en lang artikel hver eneste gang jeg prøver en ny øl eller hvad? Ahr, come on … det er jo for langt ude – det er der vel ikke nogen ved deres fulde fem, der kunne tro, at jeg ville gøre.
Vel?
Nå – måske har Amager Bryghus haft nogle skumle bagtanker om, at jeg skulle skrive om bryggeriet og deres øl – måske endda noget godt – og så i øvrigt nævne bryggeriets navn en helvedes masse gange i processen. Vi får det nok aldrig at vide med fuldkommen sikkerhed, men kan man sin videnskabsteori vil man jo også vide, at sådan er det jo i bund og grund med stort set al viden.
Det er skam heller ikke sådan, at jeg på nogen måde vil skamme mig over at skamrose Amager Bryghus’ bryg i almindelighed, og dette i særdeleshed. Brygget er tilegnet den mest ‘Rock ‘n’ Roll’ person inden for specialølverdenen. Jeg aner ikke hvem manden er, men han hedder Todd Haug, og er fra bryggeriet Surly Brewing. Der er en længere beskrivelse af hans meritter på bryggets bagside, som jeg ikke vil gå i detaljer med (ikke mindst fordi man selv kan læse teksten på billedet her) men blot fremhæve, at han spiller guitar i et speed metal-band og i et stoner-band. Det er rigeligt for mig til, at brygget allerede før åbning tegner overordentligt godt. Dødningehovedet på forsiden alene ville endda også have rakt.
Brygget er en IPA, og sjældent har et bryg fortjent mere, at hele akronymet skrives med stort. Visuelt er det ellers ganske lyst og uprætentiøst. Ikke engang skummet gør noget særligt væsen af sig.
Bouqueten snapper til gengæld arrigt. Man river snudeskaftet til sig for ikke at få et rap. Der er både tænder og kløer der flænser og flår, med nålespids, rageknivskarp humle. Dertil kommer en antydning af røgede noter – det gør straks indtrykket lidt venligere, og resultatet bliver ikke ulig perfekt ristet flæskesvær. Den var sgu ny!
Og smagen? Skarp, skarpere, skarpest. Sprød, sprødere, sprødest. Rå, råere råest … Ja – det kan kun udtrykkes adækvat, hvis det kompareres ukorrekt. Og mod alle odds, skal vi ikke glemme; frisk, friskere, friskest. For nydes brygget afkølet, leverer det udover tungeflænsende bitterhed også den reneste, tungesmældende vederkvægelse. Et lille sødt pift af roser, runder det hele så nydeligt af.
Amager Bryghus skal have tak for skænken. I den grad. Og hvis de virkelig har haft skumle bagtanker med at få noget omtale mod at byde mig på rundvisning og en dram, ja, så kan jeg bare konstatere, at det vist lykkedes med bravour.
Og jeg gør det hellere end gerne en anden engang også.
