(Fandeme ikke) Nestea …
Da jeg tidligere på året – helt præcis Langfredag, hvor man skal ihukomme Jesu Kristi pine og død for vore synder ved kontemplativ askese, cølibat og total afholdenhed fra alt rart og godt – var til koncert med det engelske Grindcore-band Napalm Death på Loppen, bemærkede jeg, hvordan man på udskænknings- og koncertstederne på Christiania, har hævet niveauet betragteligt hvad angår øludvalget.
At undersøge hvorvidt dette også var tilfældet andre steder i København, fik jeg lejlighed til i lørdags, hvor min efterhånden faste medsmager Marcus havde inviteret mig med til koncert med den fremstormende og uhyre talentfulde danske sangerinde Myrkur. Som opvarmning spillede den ligeledes fremstormende og uhyre opfindsomme celloekvilibrist Jo Quail. Festlighederne fandt sted i Pumpehuset – and lo and behold, de havde sørme også nogle interessante øl i baren.
Jeg kunne ved samme lejlighed konstatere, at verden er et ganske småt sted. Marcus havde inviteret et par andre venner med, og den ene af dem var kærester med, om ikke min egen personlige, så i hvert fald bloggens frelser og redningsmand. Han hedder Christopher, og tilbage i 2015 donerede han et beløb som jeg kunne købe øl for på et tidspunkt, hvor midlerne til det var helt og aldeles i bund. Det var ikke kun af godhjertethed, men – og det gjorde han klart for mig, da jeg havde den udsøgte fornøjelse at møde ham så’n rigtigt i virkeligheden – fordi han kunne lide at læse, hvad jeg skrev og gerne ville sørge for, at jeg kunne fortsætte med det.
Han skulle ikke blive den eneste nye ven, jeg fik den aften, men da der er ret meget på programmet i dette tema, vil jeg vente lidt med at udbrede mig mere om det lige nu.
Jeg kom ind i Pumpehuset temmelig uforberedt, idet jeg på forhånd ikke kendte Myrkur, og jeg lærte først Jo Quails navn at kende, efter at et par af mine medtilskuere ved koncerten henkastet sludrede om opvarmningen, der vist nok var noget med ‘en, der spillede violin eller sådan noget’. Ingen af os vidste helt, hvad vi skulle forvente, men skridtede op ad trappen til Pumpehusets højloftede sal med et åbent sind.
Hvad der ventede os var et musikalsk inferno – i vældig kontrast til kunstneren, der genert og spagfærdigt udtrykte sin glæde ved at spille i København, og ved at hun var blevet inviteret til dette af hovednavnet selv. Men så snart violinbuen blev svunget, gjaldede vældige musikalske mosaikker i alle farver, klange og skæve rytmiske figurer ud i lokalet, mens hele publikum lamslået stod fuldstændig tavse – betaget af skønheden og intensiteten af én kvinde, hendes cello, og et kreativt auditivt geni vel hinsides det meste af den skønhed jeg hidtil har haft fornøjelsen af at lægge øre til.
At lydteknikeren klokkede grundigt i det undervejs med yderst generende lydudfald, tog Jo Quail ikke så tungt. Hun spurgte kækt og spøgende publikum, om hun mon havde ramt decibelgrænsen. Havde hun ramt nogen grænse, var det nok snarere velklangsgrænsen, for hver knudret rytme, hver den mindste klangfarve i hendes langstrakte, evigt komplekse samt skiftevis musestille og bragende kompositioner gik igennem som den klareste kilde af det reneste ferskvand, den tørstige gane kunne ønske sig.
Så fin huskede jeg slet ikke, at lyden i Pumpehuset var fra de andre mange gange, jeg har været der. På dét punkt må Loppen i hvert fald se sig slået med både længder og omgange.
Og efter sådan en oplevelse, der med ét gør en til fan, er det også skønt at opdage, at kunstneren selv ikke lider det allermindste af hverken arrogance eller 
stjernenykker. Da jeg mere end lettere selskabeligt overrislet indfandt mig ved merchandise-standen efter koncerten for at erhverve mig en af hendes CD’er, faldt jeg – tilfældigt og uforvarende – i snak med den der nu stod der … og det viste sig så, at være kunstneren selv. Hun syntes bare det var hyggeligt, at mænge sig med dem, der havde lyttet til hendes vidunderlige musik. Og tænk – hun havde intet imod at lade sig forevige med undertegnede i en selfie. Det er hende til venstre, hvis nogen skulle være i tvivl.
Sådan en oplevelse må selvfølgelig fejres. Og begejstret kunne jeg konstatere, at baren lå inde med en af mine absolutte favorittyper af øl i hele den vide verden – en Geuze. To Øl står bag – og de plejer at levere gedigne oplevelser. Visuelt er etiketten lige i skabet med et traditionelt prøvebillede – om der er nogen dybere mening med det er jeg lige uvidende om og ligeglad med. Titlens ubehjælpsomme sprog varmer en gammel lingvists hjerte for sin gennemførte selvironi.
På dette tidspunkt brølede barmusikken ud af højtalerne, så jeg fandt lejlighed til at teste, hvor godt min mobiltelefon ville virke under de omstændigheder. Overraskende godt, skulle det vise sig. Så i modsætning til det kuldsejlede podcast-forsøg tidligere på måneden, trang min stemme alligevel mere end adækvat igennem. Bryggets kulør og duft må læserne have til gode. Det blev drukket af flasken, fordi situationer, som hin jeg var i, bare ikke altid tillader den luksus et ordentligt drikkeglas er.
Lad mig indledningsvis citere direkte fra optagelsen, så Marcus også kan være lidt med:
“Marcus siger, at jeg er vokset op på Nestea, fordi jeg mener denne øl smager som limonade uden sukker. Marcus mener, den smager som limonade med sukker.”
Med dette mente Marcus egentlig, at der var tale om en Geuze, der i for høj grad var tilpasset danske smagsløg. Den var ham ikke sur nok, og han var vist temmelig forundret over min åbenlyse begejstring for brygget.
Jeg vil til gengæld fastholde – eller i min salige brandert på optagelsestidspunktet var i jeg i hvert fald til sinds at fastholde – at man i Belgien sagtens kan støde på Guezes (hvis det er den korrekte flertalsform) med dette brygs afdæmpede surhedsgrad. Der er – bevares – et præsent element af vand i brygget, men syren er fortsat markant nok til at få festfolket fra nærliggende diskoteker til omgående at slyge brygget ud i koniske kaskader i retning væk fra mundtøjet. Vandelementet gør til gengæld brygget letdrikkeligt. Det skader ikke, så vidt jeg kan vurdere, at drikke brygget fra flasken.
En hverdagsgueze, ville jeg kalde den. Den formår at smage skønt samt læske og vederkvæge uden at være unødigt tynd. Til gengæld er syren bevaret, så man ikke er i tvivl om stilen.
Godt bryghåndværk endnu engang fra To Øls side. Skæbnen, drillenisserne eller de lyserøde elefanter – hvem end, der nu styrer den slags (en eller anden må have styret, for ingen af os i forsamlingen – Marcus, hans venner, vores nye tyske venner, og allermindst undertegnede – havde styr på noget som helst) ville at den næste øl, vi fik – på Taphouse få gader derfra – også var fra To Øl.
Men anmeldelsen af den må altså også lige vente en smule …
GOSE – ikke geuze. Tysk – ikke belgisk.