Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Thy IPA, Thisted Bryghus

2017-02-08 18.38.22Alt det udenom …

Thisted Bryghus har på det sidste sendt en del nye øl ud. Det sker i forlængelse af et koncept, bryggeriet har ført de sidste par år, hvor de udsender en serie, inspireret af forskellige lande. Indtil videre har de således udsendt en række aldeles nydelige amerikanskinspirerede øl. Siden fulgte en række ikke helt så interessante britiskinspirerede øl, og nu er der så kommet nogle spritnye belgisk-inspirerede øl … hvor denne IPA helt præcis hører hjemme bliver jeg svar skyldig om. Jeg har dog også de belgisk-inspirerede Thy-øl på lager plus nogle andre fra samme bryggeri, så der er nok at tage fat på.

Duften byder til at begynde med mere på et pilsnerindtryk end et IPA-indtryk. Fuselalkohol blander sig med jævn, frisk humle – måske med en antydning af grannåle, så det alligevel bliver lidt (men kun lidt) som en IPA.

Min lidelsesfælle udi ølsnobberiet, Paul, som jeg har nævnt flere gange tidligere, havde godt nok også advaret om, at IPA-udtrykket i brygget ikke er intakt. Det er også den oplevelse, jeg selv fik. Bitterheden er ikke intens og bidsk nok til at være rigtig IPA’et.

Hvad der til gengæld viser sig at være ganske nydeligt, er de ledsagende aromaer – alt det, der er omkring den intense bitterhed i en ordentlig IPA. For brygget byder stadig på letparfumeret rosenaroma og sødme af alteabolsjer, samt en småtgæret bitterhed, der efterhånden kommer snigende på bagkant. Her mærkes krydret aroma af friskskåret fyrretræ, anis og spidskommen, hvis man ellers giver brygget lidt tid, og finder de steder i munden, hvor brygget faktisk formår at smage igennem. Selv lod jeg brygget hvile midt på tungen, hvorefter jeg løftede tungespidsen, og lod brygget løbe om bagest ved gummerne. Læserne må selv prøve at se, hvad der virker for jer, men lur mig om ikke brygget faktisk yder oplevelsen, hvis man er lidt tålmodig.

Selvom IPA-oplevelsen nok hænger lidt i bremsen – som når man er ude at køre i disse dage, hvor der ikke er ryddet og saltet – så er dette ikke tilfældet med øl-oplevelsen. Den er intakt, og klar til at blive annammet, for enhver der  giver det chancen.

4-stjerner

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 11. februar 2017 — 15:34

1 Comment

Add a Comment
  1. Thomas Morrison

    Jeg har lige nydt en Thy IPA. hvilken fornøjelse!!! Efter mange år i USA hvor jeg er blevet forkælet med rigtig mange gode IPAs har dwt været svært at finde noget der helt lever op til forventningerne. Det gør Thy IPA. Godt gået!!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme