Kun en antydning …
Jeg tager lige en enkelt øl uden for tema. Normalt foretrækker jeg en arbejdsrytme der hedder én øl én anmeldelse, og så videre til den næste. Når anmeldelserne sådan hober sig op, som de gjorde da Ole var på besøg bliver jeg ofte stresset og irriteret over, at jeg stadig mangler at anmelde alt for mange øl, før jeg kan komme videre.
Det er ikke så galt denne gang. Og det er vist også snart det eneste gode at fortælle om min situation for øjeblikket. Jeg har endnu engang taget hovedspring dybt ned i mit sinds allermørkeste afkroge, hvor jeg krummer mig sammen og isolerer mig, tynget af den depression, der startede da jeg i begyndelsen af januar blev arbejdsløs.
Jeg sover dårligt, jeg spiser dårligt, jeg negligerer mine daglige gøremål såvel som mine hobbyer … igen taler det til min fordel at jeg mister lysten til alkohol når jeg har det sådan. Kravene til, hvad jeg skal søge af stillinger når jeg kun med nød og næppe, for blot det at skrive en ansøgning forekommer mig som en umenneskelig stor kraftanstrengelse. Det er en ren og skær ørkenvandring, for alt man kan se frem til, er dyb tavshed om de afsendte ansøgninger og et afslag ind imellem.
Og således går den uendelige nedadgående spiral: For hvert afslag dumper jeg dybere og dybere ned i depression. Snart rammes jeg også af sanktioner fra jobcenteret, og sådan er det system, der skulle hjælpe mig til at få et job, indrettet til kun at gøre mig endnu mere syg og elendig.
Imidlertid er det lykkedes mig, at finde et par småtjanser i næste uge. Et eller andet skal jeg jo have tiden til at gå med. Men lur mig, om det ikke også bliver noget, jeg på en eller anden måde bliver straffet for? Det plejer man at blive, når man finder noget at lave selv.
Men lad os nu se. At det rent faktisk lykkedes mig at finde lidt, bremser jo om ikke andet faldet mod bunden en lille smule. Og således fik jeg endda taget mig sammen til at knappe en ny øl op den anden dag. Det betyder et kort afbræk i det efterhånden lange tema om Oles og mit amokløb i topkvalitetsøl – men kender jeg mine læsere ret, vil de fleste af jer nok mene, at der ikke er noget jeg behøver ønske tilgivelse for.
Den her Pale Ale stammer vist helt tilbage fra Marcus’ besøg i sensommeren. Men ingen deciderede missmage eller andet har peget i retning af, at brygget skulle have ligget for længe. Den generiske, men også meget spinkle, duft af humle gør for så vidt godt efter det flotte, kobberrøde, men svagtskummende bryg er skænket. Til bryggets fordel taler også, at missmage bedst optræder, når der til at begynde med, er noget smag at ramme ved siden af. Det er imidlertid kun i ringe grad tilfældet her.
Masser af vand, en metallisk note der ikke rigtig gør fra eller til, og så ellers glimtvise prik af diskret, spinkel og svag bitterhed. En bitterhed der faktisk er tydelig nok til at kundgøre, at om den havde været kraftigere, havde den også været en nydelse. Nu er den imidlertid så svag, at den akkurat mærkbare kvalitet føles som rød klud – en næsten provokerende forsmag på, hvad brygget kunne have været, men ikke blev … fordi … øl bare alt for ofte ikke må smage af for meget, åbenbart?
Vel, når man sådan går og har mistet lysten til øl, fordi man er depri, kan man jo også glæde sig lidt over alt det kedelige og tynde øl, man undgår.
Det er vist noget med, at man skal prøve at se tingene fra den lyse side, når man har det som jeg har det. Således skulle mit forsøg på dette være demonstreret. Læserne må vurdere hvor godt det lykkedes.
