Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

The Lady of Cofitachequi, Amager Bryghus




2016-09-05-17-10-35

Igen igen igen …

Amager Bryghus fortsætter den gode stil i koncept og etiket, som jeg bemærkede, da jeg tilbage i slutningen af marts var på besøg på bryggeriet. Jeg fik en Cream Ale med, ved navn Marry me in Rio, og den var valgt udelukkende på baggrund af etiketten, der forestiller et forelsket par, der kysser – en lyshudet og en mørkhudet, der begge er kvinder. Amager Bryghus progressive stil blev allerede vel omtalt ved den lejlighed, og det er med største fornøjelse, at jeg finder de rosende floskler frem igen.

Brygget er opkaldt efter en af de få, hvis ikke den eneste, kvindelige stammehøvding der kendes blandt indfødte nordamerikanere. Hendes navn er åbenbart ikke kendt, så hun er simpelt hen omtalt som ‘The Lady of Cofitachequi’. Legenden siger, at hun for omkring 500 år siden undslap spansk fangenskab, og efterfølgende uddelte en ordentlig dragt prygl til conquistadorerne, der var ude for at plyndre områdets guldrigdomme … som åbenbart slet ikke eksisterede. Wikipedia-artiklen er noget mere afdæmpet i sin beretning, men hey – Amager Bryghus går som bekendt gerne efter den gode fortælling. Også hvis det skulle vise sig ikke at være helt sandt altsammen.

Men om legenden nu er sand eller ej er én ting. Billedet på etiketten forestiller – må man formode – den kvindelige høvding. Stolt poserende med våben i hånd og i en klædedragt, der måske nok ikke er historisk korrekt, men til gengæld er vidunderligt befriet for at være pirrende, pikant, afslørende eller slet og ret ikke-eksisterende, som man ellers så ofte ser det, når det gælder om at sælge noget på noget kvindeligt. Hvis kvinder skal bruges i markedsføring, så behøver de altså ikke fremstilles som stereotype sexobjekter. Tak til Amager Bryghus for at pointere dette.

Og så videre til øllet. Der er tale om endnu en India Pale Ale fra bryggeriet i Tårnby. Dem har de som bekendt lavet mange af, og de er gode til det. Denne IPA dufter især af frugt – et let indslag af æbler blander sig med et kraftigt og stikkende ét af appelsin fra tidligt på sæsonen – før de bliver søde, men til gengæld er dejligt karakterfulde. Grannålene, der er fast ingrediens i bryggeriets IPA mærkes først, når gynteren rent faktisk holdes hen over brygget. Bryggets ydre kunne dårligt være mere IPA’et – et tåget, højgult til orange bryg med højt, fedtet og fyldigt hvidt skum.

Ligesom den sagnomspundne høvding deler brygget gedigne prygl ud. Det er næsten som om den frugtige indledning bare var for at narre – for at lokke i baghold. Hård, tør, og bitter gran støder dybt ind i tungen, og tager i modsætning til de spanske conquistadores ingen fanger.

Efter at slaget er drevet over mærkes den liflige duft af brændende og rådnende kadavr… nej, det er faktisk ikke rigtigt. Hvis der endelig er noget mildt og rart over dette bryg, så er det eftersmagen, hvor en luftig granessens rigtig folder sig ud. Stilhed og eftertænksomhed efter slaget, tænker jeg.

2016-09-03-11-23-10Amager Bryghus har gjort det igen-igen-igen-igen-igen-igen … deres IPA’er smager jo virkelig godt, men jeg må erkende, at jeg så småt godt kan have svært ved at huske dem allesammen fra hinanden. Ikke at smagen i dette bryg lader noget tilbage at ønske, men fordi den reelt ikke smager så forfærdelig meget anderledes end de andre gode IPA’er, bryggeriet har lavet. Jeg vil nok bedre kunne huske The Lady of Cofitachequi for etiketten og historien end for smagen.

Og – for at jeg i øvrigt nød denne øl samme aften, som jeg hentede min nye Long John/Børnetransport hos cykelsmeden efter den sidste finjustering. Det hører også med til historien.

5-stjerner




Updated: 10. september 2016 — 10:39

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme