Ikke helt så bitter endda …
Jeg undskylder endnu engang stilheden. Jeg fik vist lige holdt endnu et frikvarter – denne gang af flere dages varighed. Det skyldes dels, at jeg har haft mine børn hele ugen, da eksen var i Athen på studietur med sine elever. Misundelse er en synd, og vid at jeg be- og vedkender mig den på stedet uden den mindste skam i livet.
Men jeg har også nydt tiden sammen med børnene og blandt andet brugt anledningen til at fejre min datters femårsfødselsdag sammen med familien, og været på rundtur for at besøge Vestegnens glemte kæmper. Vi mangler stadig et par stykker, så der er udflugter i vent.
Samtidig er der faldet et par sten fra mit bryst. Noget sygdom i familien er vendt til bedring, men nye udfordringer er opstået, så nogle andre sten atter er rullet i position … Det er alle disse op- og nedture, der udgør det store rodede stenbrud, vi kalder livet.
At blogge har altså ikke ligget lige for. Og det at drikke øl har jeg måttet dreje om adskillige hjørner for at nå frem til, hvilket jeg altså ikke har fundet lyst eller anledning til.
Men det har nu fået en ende – men ikke en bitter én, som ølvalget ellers antyder. Det er godt nok noget tid siden jeg drak den, så jeg er endnu engang glad form min nidkære notetagning. Brygget er del af en skibsøl-serie, som det Østfynske økologiske bryggeri Ørbæk fører i Dansk Supermarkeds butikker. Det er første gang, jeg anmelder en af øllene, og må erkende, at der har været en smutter – måske endda to undervejs, hvor jeg rent faktisk har prøvet én, men aldrig fået den anmeldt. Det sker ikke tit, forsikrer jeg.
Men lige netop den her har jeg ikke prøvet før. Ifølge bagetiketten er der tale om en amerikansk-inspireret IPA, og det er jo ikke første gang bryggeriet lancerer sådan én. Sidst gik det rigtig godt, omend det var såre lidet amerikansk. Til gengæld er der et dødningehoved på frontetiketten af denne øl. Og så er afvigelse fra den lovede jo stil – selv i negativ retning allerede tilgivet på forhånd.
Duften er sød med rigelig bergamot – humlens aggressivitet er til gengæld vigende og ikke videre amerikansk. Visuelt er brygget flot appelsinorange og lettåget med højt, fast og standhaftigt skum … der er sikkert en del proteiner i – ja, lidt har man vel lært af opholdet på DTU.
Blød, flødefin mundfornemmelse er der masser af – igen holder den forventede krasse humle lidt igen, men til gengæld er der nogenlunde styr på brygget andre aromaer. Grapefrugt og græs giver den bløde bergamotbund et frisk pift, mens spæde grannåle og en knivspids kommen udgår humlens råhed – der altså igen ikke er helt så amerikansk, som man kunne ønske.
Men hey – som sagt er der et skelethoved på frontetiketten.
