Den retrograde tur gennem Thisted Bryghus’ nummerserie fortsætter med nr. 4 – Bock. Den opmærksomme læser vil allerede nu spørge sig selv “Hov! Hvad med nr. 5?” Det viser sig, at nr. 5 ‘Stenøl’ i virkeligheden er identisk med den øl, der tidligere hed Exclusive. Denne øl har bloggen allerede taget under kærlig behandling, og det kom jeg for skade at finde ud af, før den blev åbnet. Det kunne have været morsomt, om jeg havde anmeldt Stenøl uvidende om, at det samme bryg havde været anmeldt allerede – og så se, om den faldt heldigere (eller uheldigere) ud end sidst. Men den slags eksperimenter udi uvidenhed og tilfældighed har vi altså til gode lidt endnu.
Bock, til gengæld, har vi ikke prøvet før. Det er en ganske mørk øl – næsten sort, når den hældes i glasset. Den skal holdes op mod lyset, før man opdager, at den faktisk er rød i løden. Skummet er først boblende og skrøbeligt, men falder sammen i etaper, så de store bobler langsomt forvandles til en fed, cremet bræmme, ikke ulig flødeskum. Det eneste man må ærgre sig lidt over, er en total mangel på klæbeevne. Duften stikker syrligt skarpt, men gør ikke meget væsen af sig.
Smagen er dejligt varm, bitter og venlig. De 8% alkohol gør omgående deres virkning, og giver brygget en massiv fylde og en fornemmelse af den indre varme. Et baggrundstæppe af bitter humle blander sig med den varme alkohol og resulterer i en lækker cognacfornemmelse, blandet med træ, kaffe samt ristet og sød malt. Selv om alkoholen er meget præsent i smagen føles brygget aldrig sprittet. Alkoholprocenten har fået alt, hvad den kan trække – men ikke så meget som en tiendedel millimeter mere.
En tiendedel millimeter eller deromkring var forøvrigt også afstanden fra bordkanten til der hvor mit tynde, høje ølglas med stilk stod, da lille Thorolf ville have fat i tastaturet til min computer. Både tastatur, glas, og den sidste fjerdedel af øllet røg ud på gulvet, hvilket resulterede i, at jeg i skrivende stund ikke kan berette om, hvorvidt øllet taber eller vinder ved at stå, eller få temperatur. Der ville dog have været mange minutters nydelse i øllet endnu, er jeg ret sikker på – det er afgjort en nydeøl. Stik imod alle odds holdt glasset i øvrigt til den hårde medfart.
Det eneste spøgsmål man må sidde tilbage med er … hvad det p…..s sulfit dog skal til for!?
