Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

TB Ale (3), Thisted Bryghus

Der er tale om en fortrinsvis lys ale, i løden ligner den classic-pilsnere. Det gyldne skum hæver sig højt, og har en ganske særegen karakter som man ser det i piskede æggehvider. Det er ikke redaktionen bekendt, hvorvidt det kan lade sig gøre at vende glasset med bunden i vejret uden at skummet skvatter ud, men jeg vil alligevel kraftigt fraråde, at man prøver det. En væsentlig forskel på dette skum og piskede æggehvider er, at der under piskede æggehvider ikke befinder sig en halv liter overgæret øl, og dette er næppe uden betydning for forsøgets udfald. Duften er frugtagtigt sød med en snert af korn.

Smagen er potent bittersød, først især svedskesødt og bagefter relativt kraftigt humlebittert. Det er velkendt og klassisk, ja – det er lidt som om man kender det i forvejen, men det gør ikke så meget, for det er jo egentlig meget godt. Alkoholen på 6% gør sit til at give brygget fylde, men det bliver faktisk også lidt sprittet undervejs, hvilket faktisk er overraskende, da jeg tit har smagt øl, der var væsentlig stærkere, uden at det af den grund blev sprittet.
Hen imod slutningen er det som om spritten tager mere og mere over, sammen med en ikke særligt behagelig bismag af gær. Det er mest af alt en smule ærgerligt – og så er det heller ikke værre, for det overordnede indtryk er helt klart godkendt.
Men Thisted Bryghus burde holde sig for gode til at tilsætte sulfit – stadigvæk.

4-stjerner

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 11. juli 2016 — 01:01

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme