For forbrødring …
Allerførst – nej, det er ikke øjnene der bedrager. Det er ikke en optisk illusion. Ej heller er jeg blevet hacket, eller tvunget til at gøre ting, jeg ikke er med på. Jeg lægger mig fladt ned – nu og her, og indrømmer at selv jeg – jeres ydmyge blogger – er til fals for usselt gods og mammon … Så ja. Det er rigtigt. Jeg har fået reklamer på min blog … So sue me. Jeg håber, det kan generere en liden skilling til financiering af min store interesse, som er … uha, kan I gætte det? Nej, det er for svært. Jeg må nok hellere afsløre det. Altså – som om jeg nogensinde har så meget som antydet her på bloggen, hvad det mon kunne være. Fair nok. Det er for svært. Nu skal I høre …
Jeg nærer en stor interesse for at anmelde øl!
Dælme! Ja, det havde I nok aldrig gættet! Ganske vist har jeg været heldig på det sidste med, at den suverænt største post – øllene – i vid udstrækning er blevet skænket (pun intended – of course) mig i gave. Men der er trods alt også et domæne, et webhotel og andre eventualiteter at tænke på. Så hvis disse udgifter – eller bare nogle få af dem – kan dækkes ved at andre vil betale mig penge for at vise deres tingeltangel på min blog – vel, så være det!
Med det på plads – hastigt videre. Dagens bryg er i en vis forstand en genganger, idet den er omtalt i mit indlæg om Danske Ølentusiasters Festival i Lokomotivhallen sidste år. (Jeg håber på at kunne kigge forbi lørdag formiddag i år, men jeg skal lige have det hele til at passe sammen). Selvom bryggene dengang fik et par stjerner kastet efter sig i forbifarten, valgte jeg ikke at lade omtalen tælle som egentlige anmeldelser. Det er trods alt begrænset, hvor dybt et indtryk man kan få af de mange små smagsprøver, man hamrer ned til en festival i modsætning til et helt glas, som man måske nyder over en periode på alt mellem fem minutter og flere timer.
Det er i øvrigt ikke første gang, et bryg går igen fra ølfestivalen. IPA‘en og Mummen fra Royal Unibrews Schiøtz-serie har været igennem samme mølle allerede.
Taybeh er et bryggeri i Ramallah, Palæstina – eller som det vist officielt hedder “Vestbredden” under “De Besatte Områder”. I skyggen af en fæl, besættelsesmagt producerer det lille bryggeri efter tysk forbillede en række forskellige øl til den lokale, undertrykte befolkning. Der er flere forskellige at vælge mellem – blandt andet en alkoholfri halal-øl, som fortsat er den bedste alkoholfri øl, jeg har prøvet. Der er også det sædvanlige pilsnersprøjt, som alle bryggerier, der ikke ligefrem er hånd/mikro/kvalitetsbryggerier skal brygge.
Og så er der alt det andet – som sagt i en tysk tradition, men så er det tyske øludbud trods alt heller ikke mere fattigt. Denne betragter jeg som en schwarzbier – for ganske schwarz (arabisk: أسود – (iflg. google translate) spørg ikke hvordan det udtales) er den i hvert fald. Skummet er nogenlunde højt, off white og med en godkendt cremet fylde.
Brygget dufter ganske velmaltet og frugtigt fyldigt. Der er noter af svesker og rosiner, blandet med kaffe og sød lakrids. Malten går igen i smagen og giver en godkendt-til-sufficient sødmefylde, der spiller fint op til at skud lidt for tynd kaffe af ellers mere end adækvat kvalitet – i hvert fald rene arabica-bønner – tøhø (okay, jeg skal nok prøve at styre mig).
Lidt lakrids er der også – det giver også lige brygget en enkelt skarptslebet tand i en øloplevelse, der nok er rar, men også truer med at blive lidt for magelig.
Og det skal man helst ikke blive, når man alt andet lige befinder sig i en krigszone under en ful besættelsesmagts hårde jerngreb. Må alle Mellemøstens folk en dag forenes i fred, og fredsslutningen skåles ind med bryg fra Taybeh – bryggeriet fortjener intet mindre.
