Det hjælper ikke …
Så er jeg ved vejs ende! Omsider! Sidste øl fra min fødselsdag! Endelig drukket! Om lidt endelig anmeldt! Sikken lettelse … eller …
Jeg fik jo også det der gavekort til Fish & Beer, Amagerbrogade. Og de fleste af de øl, er jo ikke anmeldt endnu, så …
Vel – op på hesten igen.
Men denne er nu alligevel den sidste af de øl, jeg fik i hånden på min fødselsdag. Det fortaber sig endnu engang, hvem jeg fik den af, og jeg beklager mange gange den manglende kredittering.
Brygget ligner et forsøg på at gøre Weissbier hipt ved at kombinere træk fra den engelske porter med den bayerske HefeWeizen. Umiddelbart ville jeg være tilbageholdende med at lovprise ideen for at være helt så original, som bryggeriet gerne selv vil tro,. Mørkt Weissbier findes trods alt i forvejen. Det brygges endda i Bayern, og selvom processen (og ikke mindst inspirationen) måske ikke er helt den samme, så er forskellen på det færdige bryg det vist næsten. Smart markedsføring og et forjættende kækt “limited edition” på flaskehalsen skaber ikke i sig selv en væsensforskellig øloplevelse.
Afvigelsen skulle da lige findes i skummet, der på dette bryg aldrig bliver prangende, og er lige så ikke højt, som det hverken er fyldigt eller holdbart. Brygget er ellers nydeligt mørkt – i skarpt kontrast til det pragtfulde forårsvejr, det blev nydt i. Anledningen var første fællesspisning med naboerne på tagterrassen, hvor vi bor. Brygget var i selskabsstørrelse – 2 pints og 8,4 unser (så vidt jeg husker), svarende til 0,75 l, og dermed mere, end hvad jeg gider sætte til livs alene.
Duften er ganske afdæmpet, overvejende sød, men også flad, hvilket jo passer til den ikke just imponerende skumpræstation.
Smagen kan karakteriseres ved det samme adjektiv – afdæmpet. Der er lidt alkoholfylde, mildt ristede noter og et stænk af kaffe. Indtrykkene er i sig selv fine nok. Der er ingen missmage at rapportere, men det er som om, at der på trods af forskelligartede og egentlig positive indtryk ikke er nok af noget af det.
Først når man når ned i bundsjatten sker der lidt. Her tiltager fylden efterhånden som koncentrationen af restgær bliver større, for restgær er der ellers rigeligt af. Det tumler rund i store flager, og giver man sig tid med agiteren eller eventuel omrøring, kan man skabe en fin lille mudderpøl af gær og restbryg.
Det smager faktisk fint. Nu er der nok af den letbrændte sødme til, at det ikke bliver kedeligt. Det er faktisk ganske behageligt, og kun ærgerligt, at hele brygget ikke var sådan.
Jeg turde dog ikke nedsvælge den gærplumrede rest af frygt for en senere tømmermandsstraf. Desuden er det ikke optimalt, at et bryg først smager af noget, når det har samme konsistens og lød som teltpladsen på en våd Roskilde Festival …
… med mindre selvfølgelig at hele øllen er sådan.
